
Samling af aktiviteter og faciliteter
8. august 2013 - kl. 11:46 - af Henrik Christensen
Redaktionen har modtaget nedenstående indlæg fra Byrådskandidat for Venstre, Tommy Thomsen.
Som det har været beskrevet i Nordjyske skal der i efteråret udarbejdes en ny struktur for Kommunens foreningsfaciliteter.
Det bekymrer bl.a. Jens Hedegaard Kristensen sig for landsbyernes aktivitetsniveau, hvis faciliteterne bliver samlet på færre matrikler.
Selvfølgelig skal vi passe godt på landsbyerne, men jeg tror ikke man skal være bange for forandring hvis man som aktivt medlem kan se en fordel for ens forening og at byen udvikler sig. Det er et kendt faktum at der bliver færre indbyggere overalt i vores Kommune. Hvis ikke vi kender vores besøgelsestid og får samlet alle gode kræfter i bæredygtige enheder på fritidsområdet bliver det endnu vanskeligere at få ildsjælene til at kæmpe for det de nu brænder for.
Når det handler om engagerede foreningsfolk, handler det også meget om her og nu følelser. Personlig glemmer jeg ikke hvor vanskeligt det var for en del år siden at få opløst Sæby Old Boys fodbold for at samle sig omkring I.F. Skjolds hold. Set i bakspejlet var det den helt rigtige beslutning og sådan ved jeg også andre foreninger må reagere for at kunne stille hold. I takt med at udnyttelsesgraden mindskes og bygningerne forældes og får behov for renovering vil det være oplagt at tænke nyt og samle resurserne i færre multi-enheder, hvor flere aktiviteter kan samles i.
Samarbejdet foreninger imellem kan foreningslederne bedst selv klare, men når vi taler om ændringer af bygninger og arealer som kræver større investeringer, må Kommunen på banen og give nogle økonomiske incitamenter, hvis den kommende struktur skal blive en succes.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Samling af aktiviteter og faciliteter' til en bekendt