Ugens klumme: Venstremand med socialt sindelag

27. juli 2013 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Thomas Mortensen står i vandkanten på kysten nedenfor sin lille gård nord for Sæby. Han har trukket sin vogn med de to islænderheste ned på stranden, og med sin høtyv er han i færd med at fylde vognen med ålegræs. Ålegræsset er i vore dage stort set forsvundet i vore farvande, men her i 1920´erne skyller denne form for tang op på stranden i store mængder, når vinden i en periode har været kraftig fra øst. På den anden side af sundet mellem Sæby og Læsø, udnytter man ålegræs til tagbeklædning – sikkert på grund af Læsøs manglende adgang til bedre materialer. Det gør ”Sludder Thammes” Mortensen ikke – og det ville da også være skidt for forretningen, da han sideløbende med sit lille landbrug har en virksomhed som tækkemand. Men tangen er en god ressource, som man lige så godt kan udnytte, når den nu er der så tæt på bopælen – og i så rigelige mængder.

Som flere af de andre samtidige strandbønder bruger Thomas ålegræsset til blandt andet at fore sine roe- og kartoffelkuler, så de høstede afgrøder kan holdes frostfri vinteren over. Når det er tørret egner ålegræsset sig fortrinligt til dette formål, da det har en god isoleringsevne og ikke rådner. Thomas bruger ligeledes ålegræsset til at beklæde taget på de hytter, han har lavet til sine fritgående søer. Grisene æder ikke tangen, så materialet er også her bedre, end hvis han brugte almindeligt halm.

Mens han arbejder, grubler Thomas over tilværelsen, som den har udartet sig her tilbage i Danmark. Det er nu snart tredive år siden, at han sammen med Marie var vendt hjem efter det mislykkede eventyr i Amerika. Han kan ikke lade være med at tænke på, hvordan livet mon havde formet sig, hvis de var blevet derovre. Han havde selv nået at blive næsten helt amerikansk. Han kunne endnu af og til gribe sig selv i at tænke på engelsk – og helt galt kunne det gå, når han bliver for ivrig i en diskussion med andre danskere. Så kan han stadig ved et uheld komme til at slå over i nogle engelske brokker. Så griner de af ham, og han retter lidt flovt hurtigt ind igen til det brede jyske, man ellers taler her på egnen.

Men det var ikke alt i Amerika han syntes om – og noget af det han hadede mest, har han netop lige oplevet igen hos en lokal bondemand. Historien løber hurtigt gennem hans hoved.

Det var gårdmanden på ”Nørre Knuden” ved Frederikshavn, der netop havde hyret Thomas til at tække laden. Thomas var mødt op tidlig mandag morgen med sin hestevogn og sit værktøj, og bonden havde taget pænt imod ham. Bonden havde sendt begge sine voksne karle i marken – en af disse var i øvrigt Anton Toft, som læserne kender fra andre klummer – så tilbage var kun den yngste karl, Viktor. Der var stegende varmt allerede fra morgenstunden, og da der skal tre til at tække et tag, gav rollefordelingen sig selv. Bondemanden selv skulle stikke negene op til Thomas, der så med nål og tråd fastgjorde og fordelte stråene i et passende lag. Viktor fik så den tredje mands opgave, som var at sidde på bagsiden af taget – et støvet og ofte akavet sted på grund af manglende pladsforhold – og returnere nålen til tækkemanden, hver gang den blev stukket igennem taget. En proces der blev gentaget igen og igen, indtil taget var færdiggjort.

Som det var skik på landet på den tid, bød gårdejeren så på formiddagskaffe med brød, hvilket Thomas godt kunne bruge efter tre timers hårdt slid. Da de kommer ind i bondens stue, er der stillet porcelæn frem til tre: Thomas, bonden selv og hans kone. ”Skal Viktor ikke have kaffe?” spørger Thomas. ”Nej, det bruger vi ikke her” siger bonden: ”Han kan rydde lidt op imens, og gøre klar til os andre når vi er færdige med kaffen!” Thomas bliver vred: ”Hvis ikke Viktor skal have kaffe, skal jeg heller ikke have noget!”, kommer det prompte. Nu bliver bonden rød i hovedet: ”Er det dig eller mig, ”Thammes”, der bestemmer her?” spørger han udfordrende. ”Det er selvfølgelig dig der bestemmer i dit eget hus, men det er mig der bestemmer om jeg vil have kaffe!”, afslutter Thomas og gør anstalter til at rejse sig.

Her kom gårdejeren fra ”Nørre Knuden” så i et dilemma: Han satte en ære i at byde sine håndværkere eller eventuelle besøgende på kaffe, men havde også et princip om, at karlene kun ved ganske særlige lejligheder spiste sammen med konen og ham. Efter at have skiftet ansigtsudtryk et par gange gav han sig imidlertid, og bød den gennemsvedte Viktor ind i stuen til de andre. Om det var fordi princippet om gæstfrihed vandt over hans holdninger som arbejdsgiver vides ikke. Måske var det bare fordi lokalområdet ikke var spækket med gode tækkemænd, og det derfor var simpel bondefornuft at holde sig gode venner med ham, der trods alt var. Uanset årsagen havde Thomas fået sin vilje, og kunne egentlig være glad – men episoden nagede ham stadig.

Måske var det fordi bondens adfærd mindede Thomas om det, han havde oplevet i Amerika omkring de hvides behandling af de farvede, der ikke så mange år i forvejen var sluppet fri af slaveriet. Thomas havde mange steder arbejdet sammen med farvede, der sled mindst lige så hårdt i det som de hvide – oftest i de mindst attraktive job og til en ringere løn. Også her spiste man mange steder adskilt – og blandede sig ikke med hinanden efter arbejdstid. Dette var Thomas meget imod – en mand er vel en mand og et arbejde er vel et arbejde. Kunne man arbejde sammen, kunne man vel også spise sammen! Nok var han selv venstremand som alle landboere på denne tid, der havde bare den ringeste form for fast ejendom, men det betød ikke, at han mente man kunne tillade sig at behandle sine ansatte så respektløst.

Han havde ikke meget til overs for socialismen, selv om hans egen svigersøn, Valdemar, var socialdemokrat og fagforeningsmand, men han havde en fornemmelse af, at netop socialisme – eller det der er værre – trivedes bedst når folk var undertrykte og blev frataget deres værdighed. Og det havde han bestemt ingen interesse i. Heller ikke selv om det formentlig var gårdmanden fra ”Nørre Knuden”, der var mest repræsentativ for skik og brug på daværende tidspunkt!

Thomas Mortensens sociale sind kom til udtryk mange steder: Den unge Viktor, som bonden på ”Nørre Knuden” ikke ville dele stue med, kom senere i arbejde som tækkersvend hos Thomas, og da Thomas egen svigerfar, den fattige Niels Christian Steffensen, blev så gammel at han ikke kunne klare sig selv, fik han husrum hos Thomas og Marie indtil sin død.

Thomas selv blev boende på sin ejendom i Sulbæk indtil 1937, hvor han købte et hus på Hedevej i Bangsbostrand. Her tilbragte han sammen med Marie sin sidste tid indtil sin død i 1947 – kort efter sin 80 års fødselsdag. Et langt og indholdsrigt liv – også efter datidens forhold.

Dette var hvad Svend Sulbæk i denne omgang kunne berette om ”Sludder Thammes”, men jeg kan høre at der er flere historier… Så han vil måske en anden gang dukke op på disse sider igen!