
Apoteket informerer om solbeskyttelse
19. maj 2013 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vi er vist alle blevet påvirket af det kolde forår og går og sukker efter solens varme og brunende stråler. Det er svært at tro – men det ser ud som om vi endelig er ved at slippe fri af kulden. Solen kommer fri af skyerne og så er det af med tøjet og ud og få farve på kroppen. Solens stråler har mange gode egenskaber. De sætter os i bedre humør, hjælper huden til at danne det livsvigtige D-vitamin, de får huden til at danne brune farvestoffer, således det blege og vintertriste forsvinder og så varmer solens stråler. Det er bare ikke hele sandheden om solens stråler, for de kan også give anledning til hudforandringer, tidlig aldring af huden og øget risiko for hudkræft. Det har desværre vist sig gennem mange år, at specielt forbrændinger i barndommen er farlige. Vi er herhjemme ikke særlig gode til at håndtere solens stråler – Danmark er det land i verden hvor der er flest tilfælde af både modermærkekræft og hudkræft per indbygger.
Den mest effektive måde at beskytte sig mod solens skadelige virkninger er ved at holde sig inden døre eller iklæde sig en burka, men ærligt talt, det er ikke særligt morsomt – og man får heller ikke glæde af solens gode egenskaber. Kræftens bekæmpelse har lavet fire solråd, hvis man følger dem kan man sagtens nyde solen det meste af dagen:
- Siesta – undgå solen mellem klokken 12 og 15 hvor UV-strålingen er størst
- Solhat – brug en hat til at beskytte hovedbund, ansigt, ører og nakke med
- Solcreme – brug solcreme hvor du ikke har tøj på – husk at tyndt tøj ikke altid er nok til at blokkere solens stråler. Brug minimum faktor 15.
- Sluk solariet – Gå ikke i solarium, det øger risikoen for kræft og har ingen af solens gavnlige effekter.
Når du køber solcreme er det vigtigt at overveje hvem der skal bruge solcremen og hvor den skal bruges. Skal man på ferie til Nordnorge, har man ikke behov for så høj en faktor som hvis man skal på ferie sydpå. Hvis man har lys hud og lyst (eller rødt) hår, har man behov for mere solbeskyttelse end en med sydeuropæiske aner med mørkt hår og mørkere hud.
Solfaktoren fortæller hvor meget ekstra UV-stråling man kan tåle når man bruger solcremen. Med en faktor 15 kan man tåle 15 gange så meget stråling, med en faktor 50 kan man tåle 50 gange så meget.
Det betyder til gengæld IKKE at man kan opholde sig 15 eller 50 gange så lang tid i solen da styrken af solens stråler ændrer sig i løbet af dagen, og fra dag til dag. I tv og på www.dmi.dk kan du finde dagens UV indeks. Hvis man har en smartphone med android eller en iPhone, kan man hente ”Uv-indeks” der er en gratis app, der ved hjælp af telefonens gps, viser det lokale UV-indeks. Lige så snart indekset er over 3, er det nødvendigt at beskytte sig mod solen.
Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin. D-vitamin bliver produceret i vores hud, når vi får sollys. Det er rigtigt at solbeskyttelse hindrer produktionen af D-vitamin en smule – men måler man efter en hel sommer er der ingen forskel på hvor meget D-vitamin man har oplagret til vinteren om man har brugt solcreme eller ej.
Læs med i næste uge når vi fortæller om ”UV-A og UV-B” og ”børn og vand”
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer om solbeskyttelse' til en bekendt