Ordet er frit: Virkeligheden kalder S, SF og R!

10. maj 2013 - kl. 12:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Mere end 16.000 borgere i Danmark har ved indgangen af maj mistet deres dagpengeret, og mindst lige så mange står til at følge efter resten af året.

Den samlede højresnoede presse forsøger at give den måbende befolkning det indtryk, at det er horder af “Dovne Roberter”  og “Fattigcarinaer”, der mere eller mindre selvforskyldt ryger ud over kanten.

Det er det ikke. Her i Frederikshavn er vi i A-kasserne daglig i kontakt med disse mennesker. Det er for langt de flestes vedkommende folk fra det segment vi i mange år har kaldt kernearbejdskraften, der i denne tid ser sig selv i en situation, de aldrig nogen sinde har drømt om skulle indtræffe. Man har måske været udsat for massefyringer eller virksomhedslukninger. Man er måske aldersmæssigt midt i livet. Man har måske en uddannelse der er forældet. Man kommer måske fra en branche, der er baseret på sæsonarbejde.

Alle situationer, der for de flestes vedkommende kunne være afhjulpet, hvis ikke dagpengeperioden var blevet halveret og genoptjeningskravet fordoblet. Eller hvis regeringen i stedet for at destruere kernearbejdskraft ved at vippe dem ud over kanten, massivt havde valgt at investere i uddannelse og vedligeholdelse af kompetencer. Vi oplever piskens sejr over guleroden.  Snæversynets sejr over fremsynet. Den økonomiske kynismes sejr over mennesket.

Og det har ikke skortet på advarsler. Verner Sand Kirk fra A-kassernes Samvirke har sagt det hele tiden, sammen med det meste af fagbevægelsen. Enhedslisten har påpeget det, og en lang række af os tillidsfolk i regeringspartiernes bagland har med alle til rådighed værende midler forsøgt at vinke med alt fra pegefingre til vognstænger – hidtil uden resultat.

Vi skal øge udbuddet af arbejdskraft, så vi som nation er bedre rustet den dag hjulene atter løber stærkere, lyder økonomernes mantra.  Nuvel, fornuftigt nok, men hvad er det så lige man gør? Min påstand er, at man pt. ødelægger velfungerende arbejdskraft langt hurtigere end man øger arbejdsstyrken. Hvad hjælper det, at man med djævelens vold og magt vrider selv ganske få ugentlige arbejdstimer ud af folk i fleksjob, eller presser vore syge til bristepunktet for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet, når man i den anden ende er villig til at lade 30.000 alene i år falde ud til bistandshjælp eller ingenting? Alle undersøgelser kan dokumentere, hvor svært det er, efter selv kort tid på kontanthjælp, at få disse mennesker tilbage på arbejdsmarkedet. Hertil kommer alle de sociale problemer hele dagpengestramningen påfører en udsat befolkningsgruppe. Vi kan ikke være det bekendt. Det kan godt være at et økonomisk regnskab med teknikaliteter kan vise overskud – men det etiske regnskab styrer direkte mod fallitten. En gammel dansk revyvise handlede om at tabe på gyngerne og sætte resten til på karrusellen. Det er regeringens arbejdsmarkedsreformer i en nøddeskal.

Så kære Vestager, Thorning og Wilhelmsen – nævnt i den rækkefølge hvor I nærer kærlighed til dagpengereformen. Den går ikke mere. I har taget fejl, men det er ikke i sig selv en dødssynd.  Fejlen er ikke det største problem. Fortielsen og manglende vilje til erkendelse er meget værre. Den kan reddes endnu, om end med store skår i regeringens troværdighed. Grib så det halmstrå, inden I mister opbakningen fra de sidste af os, der så muligheder efter valget i 2011!

Søren Visti Jensen

Byrådsmedlem SF,

Fmd. Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune