
Vi kender ikke tegnene på farlig hjertesygdom
8. maj 2013 - kl. 10:13 - af Henrik Christensen
Som medlem af Hjerteforeningens lokalkomité i Sæby taler jeg jævnligt med patienter med hjertesvigt, der døjer med vidtrækkende begrænsninger i deres liv, fordi deres hjerte er beskadiget.
For dem, der er ramt af hjertesvigt, kan selv en tur op ad 5 trappetrin gøre dem udmattede flere timer efter, og de kan få åndenød blot ved at gå 25 meter med indkøbsposen. Det forringer livskvaliteten voldsomt. Den ramte kan holde til langt mindre end tidligere, og hele familien bliver påvirket. De pårørende oplever ofte, at deres kære får det skidt, ikke bare fysisk, men også mentalt. De bliver meget hurtigt trætte og kan ikke længere overskue at være med i sociale sammenkomster mv.
Derfor sætter Hjerteforeningen sammen med Dansk Cardiologisk Selskab fokus på sygdommen fredag den 10. maj i anledning af den europæiske hjertesvigtdag.
Så mange som 150.000 danskere er i farezonen for at udvikle hjertesvigt, men kun ca. 50.000 er i behandling, og mange har endnu ikke opdaget, at de lider af sygdommen.
I dag kan de invaliderende symptomer behandles effektivt med medicin. Men alt for mange kender ikke symptomerne på hjertesvigt og kommer ikke til læge i tide.
Min opfordring til patienter og pårørende i Sæby er: Hjælp dine nærmeste, din nabo og kolleger. Lær de vigtige symptomer at kende. Lad ikke uopdaget hjertesvigt forringe dit liv og forhindre dig i at nyde livet. Søg læge, hvis åndenød og ekstrem træthed er en velkendt del af hverdagen.
Læs mere om hjertesvigt på www.hjerteforeningen.dk/hjertesvigt
Om hjertesvigt
Ved hjertesvigt er dele af hjertemusklens evne til at pumpe blod rundt i kroppen ødelagt, og man bliver derfor tappet for energi ved selv den mindste fysiske aktivitet. Hjertesvigt opstår oftest efter en blodprop i hjertet eller efter mange år med et ubehandlet forhøjet blodtryk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vi kender ikke tegnene på farlig hjertesygdom ' til en bekendt