
Ordet er frit:
Det åbne Land
22. marts 2013 - kl. 10:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget nedenstående fra Jens Hedegaard ( S ):
Achton Friis der skrev De Jyders Land fortæller ”at når jeg bevæger mig op ad Jyske Ås og fortsætter ad bakkerne til de støder ud til Kattegat kysten, så står jeg vel nok ved et af Danmarks smukkeste steder”. Helt enig. Men værdsætter vi det ?
Vi bygger, planlægger og roder og regerer som aldrig før i det åbne land. Kæmpevindmøller skyder op som paddehatte, solcelleparker, eftersøgning efter skifergas, biogasanlæg der medfører mængder af lokal tung trafik, råstofindvinding o.s.v.
Flere af aktiviteterne er kun kommet i gang under påskud af, at fremme den hellige ukrænkelige vedvarende energi. Støtteordningerne er så store for den enkelte lodsejer, at al anstændighed er smidt overstyr for at opnå tilskuddene. Det har bragt ufred blandt naboer og en total tilsidesættel-se af de naturmæssige værdier i områderne. Det at bo på landet har i dag fået en helt anden di-mension, med alt hvad det indebærer af dårlig livskvalitet.
Den vedvarende energi er set i det store perspektiv en gave til os alle, men hvis vi forfalder til grådighed og kun fremmer den vedvarende energi ved, at give så tårnhøje fortjenester til ganske få lodsejere så har vi misforstået opgaven. Det pres og rænkespil vi er vidne til i dag fra bl.a. vindmøllebranchen og potentielle lodsejere er en gammel Morten Korch film værdig.
Det sørgelige i denne sammenhæng er, at de reelle beslutningstagere i dette opsæt kommer fra byerne. Folk der er på vej fra Christiansborg til Kastrup og kun har stiftet kendskab til åbne land, som det grønne græs der er imellem startbanerne. De kender ikke dybden og prisen for at udråbe vedvarende energi til det eneste saliggørende, uden omtanke for prisen.
m.v.h. jens hedegaard
En kommentar til “Ordet er frit:
Det åbne Land” under annoncerne.




Tak
Kære Jens Hedegaard.
Tak for din artikel, der meget fint og sammenfattende udtrykker problematikkerne ved en overdreven og forfejlet støttepolitik. Miljøhensyn er et yderst sympatisk formål i forhold til lovgivning og støtteordninger, men miljø handler ikke kun om co2-udslip, men netop også om de naturværdier, som du beskriver. Det værste af det hele er, at disse støtteordninger ikke er koordinerede med resten af EU herunder især vore nabolande, hvilket bevirker at priserne på co2-kvoter falder, og udledningen derfor kan foregå lige udenfor vore grænser, da man her på traditionel vis kan producere billig energi, vi så er nødt til at købe, når det ikke blæser. Vores statsstøtte (danske borgeres skattekroner) går dermed til at understøtte udenlandske co2-udledende energiproducenter og nogle få vindmøllespekulanter. Taberne er elforbrugerne, skatteborgerne, dyr og borgere der færdes i naturen – samt ikke mindst naboer til kæmpemøllerne.
Kæmpevindmøller hører til på havet.