Nordjyder får mest muligt for pengene
21. marts 2013 - kl. 12:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Region Nordjyllands regnskab for 2012 har plus på bundlinjen, så budgettet overholdes i en tid, hvor en stram økonomi udfordrer eksisterende og nye aktiviteter.
Regionens regnskab for 2012 er snart helt på plads, men allerede nu er hovedtallene præsenteret for politikerne.
– Regionen har været gennem et sejt træk over de seneste år, hvor den økonomiske udvikling er vendt. På flere områder har Regionen skåret ind til benet, så vi har kunnet overholde budgettet samtidig med, at vi har sat nye vigtige aktiviteter i gang, siger Ulla Astman.
– Fra alle dele af Regionen har man gjort sig umage for at oppebære en ordentlig kvalitet, så borgerne får mest muligt for de midler, vi har til rådighed, siger Ulla Astman.
Den stramme nationale økonomi præger regionens aktiviteter og handlemuligheder:
– Vi må bare erkende og vænne os til, at en stram økonomi formentlig ikke vil være et forbigående faktum. Derfor er det vigtigt, at vi får prioriteret væsentlige aktiviteter og samtidig er økonomisk ansvarlige, siger Ulla Astman.
Regnskabet viser, at særligt Regionens sygehuse er i økonomisk balance samtidig med, at der leveres den aftalte aktivitet. For Sundhedsområdet under ét ligger regnskabsresultatet ca. 31 mio. kr. under det loft, som er aftalt med Regeringen. På de øvrige driftsområder kan man også konstatere et positivt regnskabsresultat.
Det endelige regnskab vil vise, at intentionerne fra budgetforliget for 2012 er ført ud i livet. Det gælder særligt etableringen af Aalborg Universitetshospital og øgede indsatser indenfor det psykiatriske og det præhospitale område.
På anlægsområdet har Regionen gennemført en markant større aktivitet end i de tidligere år. Det kommer til gavn for såvel patienter og personale i form af bedre fysiske rammer for behandlingen, men også for beskæftigelsen inden for byggefagene. Det er særligt det store arbejde med etableringen af de fælles akut modtagelser på sygehusene, som alle tages i brug de kommende måneder.
Tidligt regnskab – tidlig prognose
Den tidlige præsentation af regnskabet for 2012 er medvirkende til, at den første økonomiske prognose for 2013 kan fremlægges for politikerne.
Prognosen viser, at der også er ”ro” på økonomien i 2013. En betydelig faktor for økonomien i 2013 – som ikke er kendt på nuværende tidspunkt – er resultatet af de igangværende overenskomstforhandlinger med de praktiserende læger. Desuden forventes samhandlen med de andre regioner at give Regionen større udgifter i 2013 end i 2012.
Det endelige regnskab ventes fremlagt på Regionsrådets møde i april.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af ' Nordjyder får mest muligt for pengene ' til en bekendt