
Kunst – en god kur mod vintersyge…
19. marts 2013 - kl. 1:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Thi kendes for ret!” God kunst kan fordrive vinterens massive humørdræbende snefog.
Det gamle domhus i Sæby er rammen om en udstilling, der skal sætte en stopper for diskussionen om kunst er en nødvendig ingrediens i folks velvære!
Galleriejer Eric Kaare udtaler: ”Jeg kan garantere for at vinteren stopper, når vi viser vores påskeudstilling! I over 40 år har jeg konstateret, at når galleriet laver en kvalitativ god kunstudstilling, så pakker Kong vinter sammen, – forsvinder og smelter bort. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er farverne og kunstens kvalitet, der afgør hvor hurtig dette fænomen afvikler en trist tid”.
Galleriejeren mener at have fundet den hemmelige recept på, hvad der sætter dette fænomen i gang. En ordentlig påskeudstilling skal ifølge den entusiastiske nidkære Eric Kaare være bygget op næsten som en bryllupsbeklædning! Noget nyt, noget klassisk, noget overraskende, noget lokalt, noget fjernt og noget som kan vække undren.
Årets påskeudstilling har fået nogle emner, som kan rumme disse dogmer. Det drejer sig om den internationale kunst som fortrinsvis vil være at finde i den ”Gamle retssal” og ”Tinglysningen”.
I Nordenvinds normale omgivelser, dvs. i det gamle Dommerkontor, kan du forvente at finde den danske kunst med fokus bl.a. på et lokalt jubilæum.
Åbningstider i påsken hver dag kl. 12 – 17
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kunst - en god kur mod vintersyge...' til en bekendt