
Jordnyderne holdt Vietnamesisk madaften
18. marts 2013 - kl. 0:24 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For 8. gang afholdt madklubben Jordnyderne en glad madaften i Voerså IFs klubhus, og for 8. gang med stor succes.
Jordnyderne har eksisteret i 8 år og startede ved, at Carsten Gade fra Voerså som helt ung mand tog på studierejse til Mexico. Hans interesse for mad fornægtede sig ikke, og hos værterne tog han rigelig del i arbejdet i køkkenet. Da han efter et halvt års ophold i Mexico kom hjem, fortalte han venner og bekendte om sin madglæde, og herved opstod klubben Jordnyderne.
Hvert år i marts måned er der komsammen med omkring 50 – 60 venner og bekendte i Voerså IFs klubhus, og de fire ældste ”kokke”, Carsten Gade, Karsten Thomsen, Michael Schioldan og Lauge Mikkelsen, har kokkereret lige fra starten. Michael Thomsen er kommet til som ”kok” senere, men ville egentlig gerne have været med fra starten, men han skulle lige have hår på brystet først, som de fire ældste ynder at sige det.
En murermester, en kontrolassistent, en skolelærer, en murersvend og en livredder er fælles om denne interesse for mad og binder det hele sammen. Herudover spiller de fodbold i Voerså IF – undtagelsen er livredder Lauge Mikkelsen, der dårligt ved hvordan en fodbold ser ud, men de går fint i spænd sammen. Lauges anden store interesse er modelflyvning.
Foreløbig har der været to gange mexicanske aftener. Sverige, Ghana, Sydstaterne, Italien og Australien var de næste, og lørdag aften var der vietnamesisk aften. Gæsterne venter nu spændt på, hvad ”kokkene” finder på næste gang, men et er sikkert – de møder op igen, for alle havde kun ros til de 5 ”kokke.”
Den vietnamesiske menu så sådan ud: Hoanh thanh Wantan, der var en rigtig god suppe, og her kunne man vælge mellem fesen og stærk.
Cha Gio, der var hjemmelavede forårsruller med tilbehør.
Bo Xao var en oksegryderet, og desserten var Kem Trai Cay, der var vaniljeis med vietnamesiske frugter.
Hele aftenen var der vietnamesiske Saigon øl på bordene.
De fem ”kokke” løber hver gang med æren, men i køkkenet støtter de sig rigeligt til to kvinder, Ann Thomsen og Helle Schioldan. De er gift med henholdsvis murermester Karsten Thomsen og kontrolassistent Michael Schioldan.
Den mindste af ”kokkene” er Carsten Gade, men han er også ”chefkok”, og indrømmer gerne at de to kvinder tager en kæmpetørn i køkkenet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jordnyderne holdt Vietnamesisk madaften' til en bekendt