Hjerte på rette sted i landsbyen Lyngså
14. marts 2013 - kl. 0:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Parat til hjertestart: Mette Hardam, hendes mand og to veninder gik foran og samlede over 20.000 kroner ind til en hjertestarter til Lyngså.
Der er langt til nærmeste hjælp, hvis et hjertestop rammer en borger i Lyngså. Så da Mette Hardam og hendes mand sidste år deltog i projekt Parat til Hjertestarts gratis kurser i livreddende førstehjælp opstod idéen om at samle penge ind til en hjertestarter i landsbyen Lyngså.
Lyngså er en af de små landsbyer, som der findes tusindevis af i Danmark. Der er ca. 270 indbyggere i byen, og som i andre lignende landsbyer er der langt til nærmeste hospital og langt til hjælpen, hvis ulykken skulle være ude.
Har oplevet hjertestop i den nærmeste familie
Mette og hendes mand har selv haft hjertestop helt inde på livet i den nærmeste familie. Og sammen med Borgerforeningens afslag på en ansøgning om tilskud til en hjertestarter, blev disse begivenheder startskuddet til et initiativ i november sidste år, hvor Mette, hendes mand Kenneth og to veninder satte sig for at samle penge ind til en hjertestarter til Lyngså.
Gruppen fra Lyngså tog simpelthen skeen i egen hånd og arrangerede et motionsløb med navnet ”Hjerte for Lyngså” for Lyngsås borgere. Motionsløbet havde til formål at samle penge ind til en hjertestarter til Lyngså. Startgebyret i motionsløbet var 25 kroner for voksne, og børn var gratis. Forinden havde to donorer, Nord Energi og klubben ”Vildbasserne”, doneret hver 5.000 koner, så der var 10.000 kroner i kassen forud for motionsløbet.
Mange borgere deltog i løbet ”Hjerte for Lyngså”
Omkring 50 borgere fra Lyngså mødte op til motionsløbet en kold novemberdag i regn og rusk. Det svarer til næsten 20 procent af alle borgere i Lyngså. Ved motionsløbets afslutning, hvor der bagefter var mulighed for at købe kaffe og kage, blomster og deltage i amerikansk lotteri, var det indsamlede beløb nået helt op på 20.000 kroner. Efterfølgende strømmede der flere bidrag til, så det samlede beløb nåede helt op på 23.000 kr. Nok til at indkøbe en spritny hjertestarter. En glad Mette Hardam ser tilbage med stolthed på det opnåede resultat:
– Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over, at det er lykkedes for os her i Lyngså at rejse penge til en hjertestarter. Og meget flot med den overvældende opbakning og gejst vi har mærket gennem hele projektet fra alle vores naboer og indbyggerne i Lyngså.
– Vi her i Lyngså har jo valgt at slå os ned på et dejligt sted, hvor der langt til hjælpen, hvis ulykken skulle slå ned, eller én skulle blive ramt af et hjertestop, og derfor er den nye hjertestarter en forsikring. En forsikring, som vi selvfølgelig ikke håber, at der bliver brug for, siger Mette Hardam, der gerne vil opfordre andre små landsbyer til at sætte lignende initiativer i gang.
Hos Jyta Popik, projektleder i Parat til hjertestart og ansat i Hjerteforeningen, vækker initiativet også stor begejstring:
– Mettes initiativ og gå-på mod viser, hvor langt man kan nå. Og hvor er det bare flot, at de har skabt den gejst og opbakning i Lyngså, som har gjort, at man nu er i stand til at opstille en hjertestarter, ligesom landsbyen er blevet gjort ”parat til hjertestart” ved hjælp af de gratis kurser, som projektet tilbyder borgere i Frederikshavn Kommune, siger Jyta Popik.
Den nye hjertestarter bliver stillet op i marts måned 2013 ude foran Værestedet, der samtidig fungerer som Lyngsås forsamlingshus. Det er Lyngsås Borgerforening, der får overdraget ansvaret for hjertestarteren og den videre drift.
Om Lyngså
Der bor ca. 270 mennesker i Lyngså, som strækker sig over en diameter på ca. 2 km.
Om sommeren er landsbyen befolket af lidt flere mennesker, da der ligger et sommerhusområde med ca. 1000 sommerhuse
Om Mette Hardam
Mette har boet i Lyngså i 15 år, er gift med Kenneth og har 3 børn. Mette arbejder til dagligt i Aalborg, som ligger ca. 55 kilometer fra Lyngså.
Om hjertestartere
Der er over 7.000 hjertestartere registreret på landsplan Ca. 100 hjertestartere er i dag registreret i Frederikshavns Kommune, fremgår det af TrygFondens hjemmeside www.hjertestarter.dk. På hjemmesiden kan man få oplyst den nøjagtige placering af hjertestarteren og læse om den er tilgængelig døgnet rundt. Man kan også downloade en app, der viser det samme.
Om ”Parat til hjertestart”
”Parat til hjertestart” i Frederikshavn Kommune er et samarbejdsprojekt mellem Hjerteforeningen, TrygFonden, Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune. Formålet med projektet er at øge chancerne for overlevelse efter hjertestop.
Hvis en borger falder om med hjertestop, falder chancerne for at overleve med 10 procent for hvert minut, der går, inden nogen gør noget for at få hjertet i gang igen. Omvendt er chancerne for at overleve et hjertestop 2-3 gange større, hvis en medborger starter genoplivning med det samme inden ambulancen når frem. Derfor skal så mange borgere som muligt uddannes og være parate til at yde en aktiv indsats for at redde liv.
Borgeren er første led i overlevelseskæden og indsatsen kan være med til at gøre en afgørende forskel.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjerte på rette sted i landsbyen Lyngså' til en bekendt