
Apoteket informerer – den rigtige sæbe til det rigtige sted
3. marts 2013 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De fleste har en sæbe til kroppen og en shampoo til håret – men hvad med intimområdet? Sæbe er nemlig ikke bare sæbe. Ligesom håret har andre behov end kroppen, har intimområdet også andre behov. Intimområdet hos både mænd og kvinder er særligt sensitivt, og det er vigtigt at bruge en mild sæbe uden parfume, for at undgå irritation.
Kroppens hud har pH omkring 5,5, derfor er langt de fleste flydende håndsæber og showergels pH 5,5. I intimområdet er det anderledes. Intimområdet er det perfekte sted at vokse for bakterier og svamp da der er varmt og fugtigt. Grunden til at vi alle ikke går rundt med svamp og bakterieinfektioner er at huden i intimområdet har en lavere pH værdi end resten af kroppen, nemlig omkring pH 4. Denne pH værdi er lav nok til at forhindre vækst af de fleste svampe og bakterier. Bruger man en almindelig kropssæbe til intimområdet, risikerer man at ødelægge det sure miljø. Intimsæber derimod indeholder mælkesyrebakterier, der hjælper til at vedligeholde surheden og beskytte mod svamp og infektioner.
Jamen er det ikke kun noget damer bruger? Nej! Godt nok er kvinder de bedste til at passe på deres intimområde, og derfor de bedste til at bruge intimsæbe, men mænd har i højeste grad lige så stort behov for pleje og skånsom vask. Mænds intimområde er lige så sensitivt som kvinders. Selvom mænd ikke i nær så høj grad som kvinder får svamp i intimområdet, er det ikke mindre væsentligt at beskytte mod angreb og irritationer generelt. Mænd skal bruge den samme intimsæbe som kvinder, også selvom flasken er lyserød!
Nogle vælger at barbere intimområdet. Der findes særlige barbergel der beskytter mod irritation og har den rigtige pH værdi. Det er meget vigtigt at man ikke bruger normal barberskum da disse indeholder parfume og adskillige irriterende stoffer. Når man barberer intimområdet skal man være særlig påpasselig med at forebygge svamp og irritation, da huden mister beskyttelsen som kønsbehåringen naturligt giver os. Tætsiddende undertøj og jævnlig brug af trusseindlæg, øger risikoen for at udvikle svamp.
Indimellem kan man blive hudløs i intimområdet, f.eks. er dette et problem for mænd med forstørret prostata og kvinder der lider af inkontinens. I disse tilfælde er det en fordel at bruge en intim rensecreme, som ikke skal skylles af, og en intim barrierecreme, der beskytter huden mod fugt og hjælper til at genopbygge huden.
God Søndag
Sæby Apotek
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer – den rigtige sæbe til det rigtige sted' til en bekendt