
Decopager i spejderhuset i Voerså
10. februar 2013 - kl. 11:23 - af Henrik Christensen
De fleste vil spørge sig selv, hvad i alverden er nu det for noget? Men det er ganske enkelt, for det er at klippe og klistre og udvise kreativitet.
Et par damer, der var til møde i Voerså Byudviklings kirsebærudvalg, fik en pludselig god idé, som de blev enige om at føre ud i livet. Det skulle prøves, og nu gik jagten ind på diverse ting og sager på loppemarkeder, som der kunne klistres og limes på – heriblandt de nok så kendte ældre serveringsbakker, som for tiden kan opleves i Tv-udsendelserne med Matador, men også træ- og papæsker samt plader og dåser af diverse materialer kunne bruges.
Knud Søhane spejderne i Voerså lægger lokaler til, og første mødedag var lørdag 9. februar under ledelse af Isa Borregaard, hvor der var 10 fremmødte kvinder og et par helt unge piger.
Pressens udsendte dukkede op en times tid efter starttidspunktet, og under normale omstændigheder ville man kunne høre, der foregik af aktiviteter inde i huset, men det var ikke tilfældet. Efter at være kommet indenfor var der stadig helt stille, og i et lokale sad piger og damer og koncentrerede sig stærkt om opgaverne, mens andre havde taget køkkenet i brug. For at sige det mildt følte man sig hensat til skolegangens tegne- og formningstimer, for på borde og bænke flød det med lim, sakse, papir, serveringsbakker, æsker, udklip og en hel masse andre ting.
Alle gik op i det med liv og sjæl, og det så da også ud til, kreativiteten var stor. Nogle var i gang med at lime på bakkerne, andre på plader og en havde klippet et ældre leksikon sønder og sammen og havde medbragt en hel del monarkers ansigter, som hun var i fuld gang med at lime på plade som en collage.
Lederen, Isa Borregaard, fortæller, at det skam ikke er en ny opfindelse. Tilbage i 1700-tallet var decopage en kunst, som herskabets døtre skulle kunne, og damerne aftaler fra gang til gang, hvornår næste decopagedag skal finde sted.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Decopager i spejderhuset i Voerså' til en bekendt