Spar Nord: Bedste tredje kvartal siden 2008

Spar Nord: Bedste tredje kvartal siden 2008

24. oktober 2012 - kl. 12:35 - af

Spar Nord tjente i tredje kvartal 135 millioner kroner før skat og afslutter dermed det bedste tredje kvartal siden 2008. Kundetilgangen fortsatte i tredje kvartal med at sætte rekord, og danskernes søgning til Spar Nord har i årets første tre kvartaler givet banken næsten 9.000 nye kunder netto. Det viser bankens netop offentliggjorte kvartalsrapport.

Efter et stærkt tredje kvartalsresultat på 135 millioner kroner før skat runder Spar Nord årets første tre kvartaler med et samlet overskud på 285 millioner kroner før skat.

Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby betegner overordnet udviklingen i det seneste kvartal som “rigtig fornuftig”, og han hæfter sig ved tre afgørende forhold i bankens favør:

– Først og fremmest er det lykkes os at øge vores basisindtjening før nedskrivninger, så den i år ligger 39 procent over sidste års niveau, og det er vi selvsagt ganske tilfredse med, siger han og fortsætter:

– Dertil kommer, at vores tiltrækningskraft over for nye kunder er stærkere end nogensinde med næsten 9.000 flere kunder i årets første tre kvartaler.

– Og ikke mindst kan vi konstatere, at vores nedskrivninger – efter de ekstraordinære udgifter i andet kvartal – nu er tilbage på det niveau, vi havde forventet for hele året, lyder det fra Lasse Nyby.

Spar Nords nedskrivninger på udlån lander i tredje kvartal på 111 millioner kroner.

På den mere negative side hæfter Lasse Nyby sig ved, at danskernes investerings- og forbrugslyst fortsat er meget beskeden:

– Som så mange andre virksomheder havde vi gerne set et højere aktivitetsniveau i samfundet. Men det lader som bekendt vente på sig, og det betyder et fortsat pres på vores bankudlån, som på trods af en fremgang i tredje kvartal på 1,1 milliarder kroner fortsat er lavere end ved årets begyndelse.

Sammenlignet med ultimo 2011 er Spar Nords bankudlån faldet med fire procent svarende til 1,2 milliarder kroner. Til gengæld er Spar Nords formidling af realkreditlån i samme periode steget med 3,8 milliarder kroner. Dermed er bankens samlede udlånsformidling vokset med fire procent, mens indlånet er vokset med hele syv procent i perioden.

Fusion med Sparbank
Den største begivenhed i Spar Nords tredje kvartal var offentliggørelsen af en aftale om at fusionere Spar Nord og Sparbank med Spar Nord som det fortsættende selskab. Fusionsaftalen er tiltrådt af begge bankers bestyrelser og efterfølgende godkendt af Konkurrence- og forbrugerstyrelsen. I uge 46 skal de to bankers aktionærer på ekstraordinære generalforsamlinger tage stilling til fusionen.

– Med fusionen skaber vi en bank, som med 320.000 kunder og 90 filialer fordelt over hele landet får en betydelig konkurrence- og indtjeningskraft, siger Lasse Nyby.

Han tilføjer, at fusionen efter planen skal udløse synergier i den fortsættende bank for 130 millioner kroner årligt.

Fastholder opjustering
Spar Nord opjusterede i juli forventningen til årets basisindtjening før nedskrivninger fra 800 millioner kroner til 900 millioner kroner, og den forventning fastholdes.

For 2013 forventer Spar Nord en basisindtjening før nedskrivninger og engangsomkostninger relateret til fusionen med Sparbank i niveauet 1.100 millioner kroner.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Administrerende direktør Lasse Nyby, Spar Nord. Tlf. 9634 4011 eller lny@sparnord.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330 eller lsi@sparnord.dk

Om Spar Nord
Med flere end 255.000 kunder, cirka 1.350 medarbejdere og en egenkapital på 5,6 milliarder kroner er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 67 lokale banker fordelt over hele landet. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner.

Spar Nord ejes af flere end 110.000 aktionærer.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Spar Nord: Bedste tredje kvartal siden 2008' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER