
Wulan i Voerså afviklet med stor succes
21. oktober 2012 - kl. 12:16 - af Henrik Christensen
Arrangørerne er stolte over, det er Vendsyssels største Wulan.
– Det er 4. gang, vi har afviklet Wulan i Voersåhallen, og denne gang med 22o deltagere fra hele landet, siger en af idémændene og arrangør René ”Eddie” Lindberg.
– Her de sidste 3 dage i efterårsferien, har der været tryk på. Vi kunne sagtens have en hel del flere deltagere, men vi skal også selv kunne følge med, men det er gået helt fint, og konkurrencerne har været afviklet med stor iver og interesse. Der er blevet spillet om pengepræmier, en del sponserede præmier i form af gamegear samt andre ting. Dem der kom længst væk fra kom fra Sydsjælland, og deltagerne var mellem 13 og 40 år gamle, fortæller ”Eddie”.
Ved ankomsten til Voersåhallen havde pressens udsendte en aftale med René ”Eddie” Lindberg, men han lod vente længe på sig. Efter nogen ventetid kom ”Eddie” ud fra et af hallens toiletter med spand og klude og fortalte, at når der er så mange mennesker samlet på et forholdsvis lille sted, sker der jo engang imellem et lille ”uheld” – og det tog ”Eddie” sig selv af. En af de helt unge kunne ikke rigtig styre sit colaforbrug, og så skete uheldet, men det er der ikke nogle af Crew-folket, der er for fine til at tage sig af – og heller ikke bossen selv.
Mens vi er i hallen, er det for det meste for slukket lys, og pludselig lyder der et jubelbrøl fra et hjørne i hallen. Det er holdet fra Fyn, der scorede det nødvendige point i en finale og blev derved vinder af en konkurrence. Tre borde fra hvor der blev jublet sidder et hold fra Vestjylland og hænger lidt med mulen – det var dem der tabte finalen. Men her er der ingen sure miner, man sunder sig lige lidt og gør klar til næste udfordring.
I hallens højtaler bliver der annonceret, at de deltagere, der har bestilt mad kan gå op og spise i Voerså IFs klubhus, der er forbundet med hallen. Her har et team af forældre, sørget for at de unge mennesker, over de 3 dage arrangementet varede, ikke bare alene lever af cola og slik.
Hvorfor navnet ”Eddie”?
Det hedder han ikke! Venner og kammerater indenfor pc-området har altid kaldt René for ”Eddie”. Fra drengeårene har det altid været René, der blev spurgt, når problemerne tårnede sig op på computeren, men René kunne løse dem – godt nok ”Eddie” – derfor.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Wulan i Voerså afviklet med stor succes' til en bekendt