
Gravsteder bliver ikke vedligeholdt efter foreskrifterne
17. september 2012 - kl. 0:13 - af Henrik Christensen
Aalborg Stift har mindet Frederikshavn kommune om, at ansvaret omkring betaling og vedligeholdelse af gravsteder, hvor fattige mennesker ligger begravet, ligger hos kommunerne.
”Vi har kunnet konstatere, at der er flere kommuner, der ikke ønsker at påtage sig den forpligtelse”, skriver Stiftet i et brev til kommunerne.
Når de efterladte eller den person, der ligger begravet, ikke har betalt eller efterladt penge til vedligeholdelse, er det ifølge Serviceloven kommunernes pligt at betale for, at gravstedet bliver vedligeholdt.
”Når vi kan se, det ikke bliver betalt, så er vi nødt til at gøre noget ved det”, siger Jørgen Lützau Larsen, der er kontorchef i Aalborg Stift til P4Nord.
Folkekirken går over til et nyt økonomisystem den 1. oktober, og i den forbindelse er Aalborg Stift ved at rydde op i udeståender.
Faglig leder af pensionsudbetalingerne i Frederikshavn Kommune, som blandt andet behandler begravelser af fattige borgere, forstår ikke henvendelsen, og udtaler:
”Vi vil rette henvendelse til Aalborg Stift for at finde ud af, præcis hvilke gravsteder, der er tale om, og har vi lavet en fejl, vil vi naturligvis rette op på det”, siger faglig leder Brian Madsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gravsteder bliver ikke vedligeholdt efter foreskrifterne' til en bekendt