
Fjerde gang var næsten lykkens gang
4. august 2012 - kl. 9:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De seneste tre Open By Night i Sæby har rent vejrmæssigt ikke været den store succes oplevelse. Hvis det ikke har været pga. blæsevejr, har sluserne fra oven givet nok vand til at skræmme selv de mest hærdede power shoppere væk, men i aftes var det anderledes.
Vejret tegnede hele dagen til at blive kanon og alle, både kunder og forretningsdrivende nikkede smilende til hinanden, i aften bliver det fantastisk. Det blev det også!
Masser af mennesker havde fundet vejen til centrum, og både ølstande og forretninger blev flittigt besøgt denne fredag aften i august.
Eneste minus, hvis der skal findes et, var den korte byge der øjensynlig lige skulle falde midt i byen, ikke i syd og ikke i nord, næ nej lige midt i centrum, det skulle jo nødig blive en 100% fornøjelse for alle. Men med et glimt i øjet, må det betegnes som den bedste By Night i Sæby de seneste år rent vejrmæssigt.
Musikken som Kim og Hallo i samspil med Rockstop fra Frederikshavn stod for, var da også lige til UG med en god blanding af kendte hits og rock ´n´ roll fra både dengang og nu, så der var ikke mange der kunne sidde stille på bænkene til musikken, der varede uafbrudt fra kl. 18-22.
Dermed er der sat punktum for denne sommers Open By Night, med mange spændende musikalske oplevelser og anden underholdning. Men fortvivl ej, viften af spændende arrangementer på Torvet fortsætter, helt frem til medio september, med underholdning for både børn og voksne.
Se mere om de fremtidige arrangementer på www.saeby-handel.dk eller på Facebook.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fjerde gang var næsten lykkens gang' til en bekendt