Naturen helt ind på
biblioteket
6. juli 2012 - kl. 9:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Udstilling: Fotokunst af Maibrit Bjerring Gabrielsen, Sæby.
Scenariet er naturen, så klart og tydeligt lyder det fra Maibrit Bjerring Gabrielsen, som er udstillingsaktuel på Sæby Bibliotek med sine mange flotte fotos. – Jeg har ikke apparatet med, når jeg går ud og handler, men ellers er det min trofaste følgesvend uanset, om jeg går en tur i Sæbys smukke natur, eller jeg kører lidt længere væk i min bil, fortæller Maibrit. Fotoarbejdet har udviklet sig gennem årene, og det har efterhånden givet hende en stor erfaring på området.
Hvorfor nu denne store passion for fotografiet? – Det at fotografere har altid været en del af mit liv, forklarer Maibrit. Min far var en ivrig amatørfotograf, og han var også meget fascineret af naturen med fokus på plante- og dyreliv. Derimod var det Maibrits mor, der stod for at forevige familiebegivenheder.
Havet drager
– Jeg er især tiltrukket af stranden og havet, men det er måske, fordi jeg har levet det meste af mit liv inde i landet, siger Maibrit, der er født og opvokset på Midtsjælland. Det var kærlighed, der fik hende til i 2002 at flytte nordenfjords, og nu har hun altså fundet en dobbelt kærlighed med Sæbys smukke natur – skoven, stranden og havet.
– Jeg kunne godt tænke mig at få et større udbytte af mit fotoarbejde, fortæller Maibrit, der går med tanker om at tilbyde firmaer, institutioner og lignende muligheden for at få en flot udsmykning på væggene i form af fotos, til skriftlige publikationer, postkort etc.
Fotoopgaver
Det er som sagt naturen, der har en rigtig stor plads i hendes hjerte, men også de lokale seværdigheder er ofte i søgeren. Derimod har hun ikke lyst til at lave portrætter og fotograferer til familiefester og lignende, det skal helst være opgaver, der foregår udendørs, hvor naturen og lyset kan komme i spil.
– Mine billeder kan købes, og på biblioteket er der en prisliste, men jeg er også altid åben for nye fotoopgaver, forsikre Maibrit, der bl.a. kan kontaktes via hjemmesiden: http://www.mbg-foto.dk/
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Naturen helt ind på
biblioteket' til en bekendt