
Resultatfremgang og kapitaludvidelse
8. februar 2012 - kl. 13:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Spar Nord afslutter 2011 med et overskud på 345 millioner kroner før skat – en fremgang på 212 millioner kroner sammenlignet med 2010. Samtidig planlægger Spar Nord at styrke egenkapitalen med 850 millioner kroner i en fuldt garanteret kapitaludvidelse.
Med et overskud på 345 millioner kroner før skat blev 2011 Spar Nords bedste år siden 2007.
Den solide fremgang i 2011 kan blandt andet henføres til stigende nettorenteindtægter og faldende omkostninger samt ikke mindst fraværet af de omfattende bidrag til sektorløsninger, der prægede 2010.
7.000 valgte Spar Nord
I løbet af 2011 valgte yderligere 7.000 borgere og virksomheder at placere deres bankforretninger i Spar Nord, og det har givet vækst i såvel indlån som udlån. Det til trods for, at sektorens udlån i perioden samlet er faldet med hele syv procent.
– Regnskabet tegner et billede af en bank, der navigerer fornuftigt igennem et vanskeligt marked. Og vi konstaterer med tilfredshed, at forretningen fortsætter med at vokse, mens omkostningerne falder, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.
Han hæfter sig samtidig ved, at bankens resultat også rummer vidnesbyrd om de fortsat svære konjunkturer. Regnskabet er således negativt påvirket af nedskrivninger, der landede på 404 millioner kroner. Det svarer til 1,1 procent af de samlede udlån og garantier og er en anelse højere end 2010.
Polstring til vækst
For at styrke banken til de kommende år planlægger Spar Nord at gennemføre en kapitaludvidelse i løbet af første kvartal, der forventes at indbringe et provenu i niveauet 850 millioner kroner. Udvidelsen forventes fuldt garanteret af Danske Bank og Carnegie samt bakket op af en kreds af institutionelle og private investorer og tjener ifølge Lasse Nyby flere formål:
– Først og fremmest vil vi være på forkant med de voksende krav og forventninger til bankernes kapitalisering, understreger han blandt andet med henvisning til de nye regler på EU-niveau og den forestående udpegning af såkaldt systemisk vigtige banker i Danmark.
– Og så handler det om at sikre tilstrækkelig kapital til, at vi også i de kommende år kan vokse og udvide vores markedsandel i Danmark. Både i kraft af organisk vækst og eventuelt ved mindre opkøb, hvis der skulle vise sig muligheder, der passer ind i vores eksisterende forretning, fortsætter Lasse Nyby.
2012 tegner godt
Kapitaludvidelsen betyder sammen med den igangværende afhændelse af bankens leasingaktiviteter, at Spar Nord regner med at forøge sin egenkapital til cirka 5,4 milliarder kroner og den egentlige kernekapitalprocent til cirka 12,5 procent.
– De positive tendenser i 2011 og den forestående kapitaludvidelse skaber tilsammen det afsæt, vi har brug for, for også at gøre 2012 til et godt Spar Nord-år, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.
Om Spar Nord
Med mere end 250.000 kunder, cirka 1.400 medarbejdere og en egenkapital på 4,6 milliarder kroner er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner.
Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Resultatfremgang og kapitaludvidelse' til en bekendt