Illustrationsfoto
Vandforsyningsplan 2026 står foran vedtagelse
8. august 2026 - kl. 1:53 - af Jeanette Wildenhoft
Et forslag til Vandforsyningsplan 2026 og tilhørende miljørapport har været i offentlig høring i en 8 ugers periode fra den 30. marts til den 25. maj.
Vandforsyningsplan 2026 fastlægger rammerne for Frederikshavn Kommunes fremtidige vandforsyning. Planen skal sikre rent drikkevand i tilstrækkelige mængder til borgere og erhverv og skabe et fælles grundlag for kommunens, vandværkernes og forbrugernes beslutninger.
Den samler den aktuelle viden, vurderer fremtidige behov og opstiller mål og retningslinjer for kommunens administration af området. Der er ikke indkommet skriftlige kommentarer eller indsigelser fra offentligheden.
Forslaget til den nye vandforsyningsplan er udarbejdet i samarbejde med Frederikshavn Vand A/S og kommunens private vandværker.
Vandforsyningsplanen er miljøvurderet, og miljørapporten er en del af Vandforsyningsplan 2026. Der er ikke fundet væsentlige negative indvirkninger på miljøet som følge af de beskrevne initiativer i vandforsyningsplanen.
En vedtagelse står foran en politisk beslutning, når Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser mødes den 12. august.
Forslaget til Vandforsyningsplan 2026 vil være tilgængeligt via link: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?PlanId=58
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vandforsyningsplan 2026 står foran vedtagelse' til en bekendt