
Lys til Voerså havn efter 28 års ventetid
3. januar 2012 - kl. 0:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I Voerså har beboerne undret sig utallige gange over, hvorfor en strækning på omkring 700 meter aldrig har været belyst med gadelygter, når der er lys på hovedfærdselsåren og på begge byens havne.
Jollehavnen blev bygget i 1983 og ligger cirka 700 meter fra Østkystvejen, der går gennem byen. Fra Østkystvejen og ned til havnen har der aldrig været lys, og det har mange undret sig over meget tit, når der er lys på havnen, og på den ca. 650 meter lange mole, der fører ud i havet til åens udløb. På denne strækning er der hele 10 gadelygter og opstillede bænke, så man kan sætte sig og nyde badestranden og naturen.
Beboerne i Voerså får nu et længe ønske opfyldt efter 28 års ventetid. Teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune har frigivet kr. 305.000 – til belysningen fra dispositionspuljen. Pengene skal ikke bare gå til lys, men også til fjernelse af de 6 udskældte vejbump, der går gennem byen.
Med hensyn til vejbump har flere borgere i byen skældt ud over rystelser i husene, billeder der kommer til at hænge skævt og en del støj, når biler kører over bumpene.
I stedet for bumpene skal der noget andet til, og her anbefaler Voerså Borgerforenings bestyrelse en form for chikaner, som der er gennem nabobyen Præstbro.
Da nyheden om, at der kommer lys på Havstokken nåede frem til bådejerne på jollehavnen, udtalte bestyrelsesmedlem i Voerså Fiskerleje, Bjarne Mechlenburg.
– Det er da dejligt at høre. Nu mangler der bare, at samme strækning skal asfalteres, for den kan godt nok blive hullet en gang imellem. Om sommeren klager de nærmeste beboere meget tit over støvgener fra bilerne, der kører til og fra havnen. Det må være næste projekt, vi skal have gennemført.
Vejbumpene generer ikke bare i Voerså, men også mange andre steder – blandt andet i Lyngså. Men Lyngsåboerne kan også glæde sig, for her er der også afsat midler til fjernelse af hovedfærdselsårens 7 vejbump. Hvad der kommer i stedet for vejbump gennem Lyngså, er der endnu ikke noget bud på.
Dispositionspuljen er på kr. 2,3 millioner, og heraf skal store dele gå til andre projekter i kommunen som belysning af Nordøststien ved Frederikshavn, et oprydningsarbejde i Skagen ved banehaven, bearbejdning af et friareal ved Retfærdigheden på Algade i Sæby og asfaltering af Engvej i Aalbæk.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lys til Voerså havn efter 28 års ventetid' til en bekendt