Tyve kiggede på varerne og kom igen
5. august 2010 - kl. 15:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Præcis en uge efter der første gang var indbrud på Fritidsgården St. Toftelund, var den gal igen. Første gang kom tyvene ind via en ladeport og derfra ind i selve bygningen. Her forsøgte de så at skaffe sig videre adgang til institutionens multisal, men blev forstyrret af alarmen og tog flugten. Men i mandags havde tyvene så mere held med deres plan. Godt nok forsøgte de igen at skaffe sig adgang via laden, men denne gang uden held, hvorefter de er gået mere direkte til værks, ved at smadre glasdøren til multisalen, hvorved de også har snydt alarmen, som forstyrrede dem sidst. I salen har de behændigt skruet ikke mindre end 4 skruer ud af alle højttalerne, for at få dem ned fra stativerne de var monteret på, hvilket virker lidt underligt, da disse ting jo passer sammen. Ligeledes har de forsøgt at stjæle den mixer, der var monteret på stedet, men det har de måttet opgive. Højttalerne er af professionel kvalitet, hvilket Mogens Odgaard Hejslet fra St. Toftelund mener er årsagen til, at tyvene er vendt tilbage, “De har simpelthen ikke kunnet glemme dem”, som han siger, men desværre for børnene har de så ingen musik at danse til længere, slutter han.
Hvilket mærke, der er tale om, er i øjeblikket ved at blive undersøgt, og vil blive oplyst her på avisen snarest muligt. Information, der kan skaffe børnene deres højttalere tilbage, bedes oplyst til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4
En kommentar til “Tyve kiggede på varerne og kom igen” under annoncerne.
Ungerne må hjertens gerne låne min boomblaster indtil de får udstyr igen 🙂 – den har før spillet højt i badmintonhallen på Skovalléen.
Hilsen Mette