Kommunen maler gule cyklister på farlige veje
10. maj 2010 - kl. 13:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fire ud af ti alvorlige cykeluheld sker ved sideveje, hvor cyklisterne ikke opfatter trafikken som farlig. Det gør Frederikshavn kommune og Rådet for Sikker Trafik nu noget ved. På kørebanen skal der males gule cyklister.
Fredag den 7. maj blev der malet store, gule cykelsymboler i 10 udvalgte kryds rundt i hele kommunen. Den ene cyklist blev malet af formand for Teknisk Udvalg, Brian Pedersen.
– Rigtigt mange ulykker sker, fordi folk kører i deres egne tanker og ikke er opmærksomme på de andre i trafikken. Selvom det er den anden, der begår fejlen, er der ingen tvivl om, at det er cyklisten, det går værst ud over, så der er al mulig grund til at være ekstra opmærksom – også der hvor man føler sig sikker.
Fakta om cykling i Danmark:
- Danmark er en af verdens største cykelnationer. Hver dag cykler hver femte dansker til og fra arbejde. Vi cykler hele livet, også når vi bliver ældre. Det giver både motion og er godt for miljøet.
- Mange cyklister kommer til skade. Politiet registrerede i 2008 58 dræbte cyklister og næsten 500 alvorligt tilskadekomne, men det reelle ulykkestal er meget højere, for hvert år ender 20.000 cyklister på skadestuen efter et trafikuheld.
Gode råd til cyklisten:
- Giv tegn – markér din hensigt over for andre i trafikken.
- Få øjenkontakt – så du ved, at de har set dig.
- Se dig for – brug tid på at orientere dig grundigt ved sideveje.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen maler gule cyklister på farlige veje' til en bekendt