
Krystalcafeen genåbnes efter stor restaurering
28. juni 2016 - kl. 13:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter at have gennemgået en omfattende restaurering er Krystalcafeen – et populært mødested i Sæby for ældre, handicappede og andet godtfolk – klar til at åbne dørene igen. Den officielle genåbning vil blive foretaget fredag den 1. juli kl.10 af formanden for Krystalcafeen, Lise Byrdal. Og her er alle velkommen. Sæby Handicapgruppe og Ældre Sagen, der driver cafeen i fællesskab ved hjælp af frivillige cafeværter, byder dagen igennem alle gæster på gratis kaffe og brød.
Krystalcafeen har været lukket siden i slutningen af april, da man startede på en omfattende restaurering delvis gennemført ved frivilligt arbejde. Cafeen er gjort mere tilgængelig for alle samtidig med, at køkkenet er blevet udvidet og har fået nyt inventar. I selve mødelokalet er der lagt nyt gulv, installeret ny belysning og lokalet er blevet malet. Den omfattende restaurering har kostet godt 100.000 kr. Pengene hentes fra det overskud, driften af cafeen har givet gennem de senere år.
Krystalcafeen er et specielt sted, hvor der skabes samvær og netværk. Her er alle velkommen til at komme ind og få sig en snak med andre samtidig med, at man nyder en billig kop kaffe med brød.
Cafeen passes af ca. 30 cafeværter, der har faste vagter. Ugens første fem hverdage er cafeen åben kl. 10-12 og 14-16, lørdag kl. 10-12.
Bygningen på Krystaltorvet ejes af Frederikshavn Kommune, som gratis udlejer lokalerne til Sæby Handicapgruppe og Ældre Sagen, som dog betaler forbrugsafgifter.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Krystalcafeen genåbnes efter stor restaurering' til en bekendt