
Skt. Hans afholdes ved åen
…
20. juni 2016 - kl. 16:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Så langt selv de ældste kan huske tilbage, har der været fejret Skt. Hans aften ved åen i Voerså.
I år er ingen undtagelse, og det er et samarbejde mellem Voerså Borgerforening, Voerså Byudvikling, Knud Søhane spejderne og Åcaféen.
Båltaler er det lokale venstre-byrådsmedlem Mette Hardam. Straks efter hun er færdig med sin tale, sendes heksen til Bloksbjerg fra bålet, der er placeret ude på åen.
I løbet af aftenen er der flere aktiviteter – herunder blandt andet et andeløb, hvor man for kr. 20 – køber en nummereret and og deltager i konkurrencen om pengepræmier.
Alle de købte ænder med nummer puttes i en kurv, og når løbet starter, hældes ænderne i vandet ved byudviklingens platform. Så gælder det for ænderne om at komme først med strømmen i åen ned til broen – en strækning på omkring 100 meter. På mållinjen samles ænderne op, og de vindende numre, der står i bunden af hver and, bliver afsløret.
På pladsen er der opstillet telt, hvor der sælges masser af forfriskninger.
Platform indvies
På modsatte side af åen ved Åcaféen og Bådudlejningen, er der bygget en helt ny platform, som indvies Skt. Hans aften med stor spisning af grillstegt gris med masser af tilbehør. Her er der kun muligt at deltage ved bordbestilling.
Hele aftenen er der åbent i kiosken og åbent for sejladsen i både kanoer og vandcykler.
Tekst og foto(s) Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skt. Hans afholdes ved åen
...' til en bekendt