
Voerså-fiskere belønnet ved redningsaktion
28. januar 2016 - kl. 16:24 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Denne begivenhed skal vi ganske vist helt tilbage til 1868 for at finde. Da strandede den hollandske skonnertkuf ”Harmanna” på Stensnæs med en ladning gamle ben, da den var på vej fra Königsberg til Fraserburgh i Skotland. Kaptajnen hed Roelf Harms Veling, og han havde fået bygget skibet i Veendam i Holland i 1851. Kort før tid skibet forliste 22. november, blev det i juli måned solgt til et partsrederi med fire partshavere.
Vraget fundet på Stensnæs
I 2007 foretog Nordjyllands Kystmuseum flere undersøgelser af vraget, som blev lokaliseret på Stensnæs af tre fritidsdykkere. Vraget viste sig at indeholde en større last af gamle ben fra dyr.
Redningsaktion
De fem ombordværende blev reddet uskadt i land, da strandfoged Christensen gik sammen med 11 mand ud i to kåge til fartøjet, der lå med slagside til styrbord.
Flotte belønninger
I taknemmelighed over ”Harmannas” besætning blev reddet, tildelte den nederlandske regering strandfoged C. Christensen og Jens Jørgensen en sølvmedalje sammen med et æresdiplom. Resten af redningsmændene, hvilket vil sige 10 personer, fik hver udbetalt 10 gylden sammen med et æresdiplom. I strandingsprotokollen ser listen således ud: Chr. Christensen, Peter Skomager, Simon P. Jensen, Anders Huus, Søren Hansen, Peter Munk, Jens Dansk, Jens Skovfoged, David Christensen, Christoffer Jensen, Lars Albertsen og Niels Peter Jensen. Alle tolv redningsmænd var fra Voerså.
Efterlysning
Dykker Flemming Sørensen har selv dykket på flere vrag på Stensnæs. I den forbindelse kommer han på Voerså Museum tirsdag 1. marts fra 14 – 16 og fortæller og viser billeder om omtalte stranding. Dykkeren fortæller også om andre forlis og vrag på Østkysten og i Kattegat. Flemming Sørensen er meget interesseret i at møde efterkommere af de tolv redningsmænd, og håber samtidig de kan føje endnu mere til historien. Ikke mindst ville det være et rent ”guldkorn”, hvis nogen kunne fremvise et diplom eller en medalje i forbindelse med ”Harmannas” stranding.
Flemming Sørensen har i den nyeste udgave af Sæbybogen 2016 en artikel med masser af billeder om netop ”Harmanna”.
Tekst Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Voerså-fiskere belønnet ved redningsaktion' til en bekendt