
Årsberetning fra Ældrerådet op i Byrådet
27. januar 2016 - kl. 16:28 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Byrådet mødes i aften, skal rådet bl.a. drøfte en årsberetning fra Ældrerådet – sendt til Byrådets orientering.
Der er ikke noget lovkrav om, at Ældrerådet skal udarbejde en årsberetning, men som led i en mere synlig opgavevaretagelse – som høringspart og rådgiver af de politiske udvalg – har Ældrerådet vedtaget at lave en årlig redegørelse for dets arbejde.
Et af de store omdrejningspunkter for ældrerådsarbejde i 2015 har været anvendelse af midlerne fra ”Ældremilliarden”.
Ældrerådet har afgivet høringssvar i 37 udvalgssager, og har været repræsenteret i forskellige arbejdsgrupper – fx arbejdsgruppen vedr. nyt kvalitetskatalog på Social- og Sundhedsområdet – og har taget initiativ til en række andre aktiviteter. Her kan som eksempel nævnes, at Ældrerådet har besøgt samtlige plejecentre i kommune for at få et samlet overblik over de fysiske rammer der tilbydes borgere, der bor i en pleje- eller demensbolig.
I forbindelse hermed har Ældrerådet foreslået, at fællesarealerne i plejecentrene gøres mere hyggelige, eksempelvis med udsmykning og opfriskning af maling – et arbejde, der efterfølgende er iværksat.
I 2016 vil Ældrerådet arbejde med særligt fokus på at medvirke ved udarbejdelse af en kommunal handlingsplan for demens, ved udarbejdelse af kommunens Værdighedspolitik samt være med til at sætte fokus på Ensomhed blandt Ældre.
Indstillingen fra Social- og Sundhedsdirektøren er, at Byrådet tager punktet vedr. Ældrerådets årsberetning 2015 til orientering.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Årsberetning fra Ældrerådet op i Byrådet' til en bekendt