
Boligkøber – pas ekstra på ved selvsalg!
23. november 2015 - kl. 13:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Selvsælgere stiller købere væsentligt dårligere end sælgere, der benytter ejendomsmægler.
Det kan lyde ulogisk, men faktisk er der en øget risiko for boligkøbere, hvis de handler med en boligejer, der sælger sin bolig selv uden at bruge ejendomsmægler.
Ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig, oplyser ejendomsmæglerkæden Home.
Der er nemlig en unik forbrugerbeskyttelse i mæglerlovgivningen, som ikke ses lige inden for andre rådgivningsbrancher. En ejendomsmægler arbejder under den forbrugerbeskyttende lovgivning med klagemuligheder til køberen, hvis noget skulle gå galt. Den forbrugerbeskyttelse har man ikke, hvis man køber bolig af en privatperson, som ikke benytter sig af en ejendomsmægler, forklarer Dansk Ejendomsmæglerforening.
Hvis der er givet fejlagtige oplysninger i en bolighandel, der har økonomiske konsekvenser, vil boligkøberen som udgangspunkt altid få dette erstattet eller godtgjort, idet ejendomsmæglere er underlagt et meget strengt objektivt ansvar.
Det vil sige, at ejendomsmægleren ifølge loven har ansvaret for, at alle oplysninger i handlen er korrekte.
”Der er en unik forbrugerbeskyttelse i mæglerlovgivningen, som man ikke har i andre rådgivningsbrancher. Populært sagt; som ejendomsmæglere tager vi os af det hele, men har ansvar for endnu mere,” siger relationschef i Home Mads Ellegaard.
Han fremhæver desuden, at en ejendomsmægler arbejder under den forbrugerbeskyttende lovgivning med klagemulighed for køber i Klagenævnet for Ejendomsformidling, hvis noget skulle gå galt. Forbrugerrådet Tænk er repræsenteret i nævnet, og der sidder en dommer for bordenden.
Ansvarsforsikring giver tryghed
En privatsælger har heller ikke en ejendomsmæglers obligatoriske ansvarsforsikring, der giver sikkerhed for boligkøbere, hvis der skulle opstå problemer. Det kan betyde, at der skal føres langvarige og dyre retssager, og at sælger ikke kan betale en eventuel erstatning.
En privatsælger er dermed heller ikke sikret på samme måde som en sælger, der benytter ejendomsmægler. Ejendomsmæglerens forsikring dækker endda bedre end advokatens.
Alligevel er mange forbrugere – og ofte også medier der skriver om selvsalg – ikke klar over den øgede risiko, de udsætter sig selv for, hvis sælger vælger at spare ejendomsmægleren.
“Paradoksalt nok er det ikke bare boligejeren, der vælger at sælge uden brug af mægler, men også køberen, der er dårligere stillet. Et boligkøb er typisk en omfattende millioninvestering, og hvis der er noget, der går galt, kan det have store økonomiske konsekvenser,” understreger Home-chefen og understreger at mægler er ’sælgers mand’, og Home anbefaler altid køber, at alliere sig med en køberrådgiver.
Alle ejendomsmæglere i Home-kæden er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening.
Fakta om boligsalg via ejendomsmægler:
For købere: http://www.de.dk/images/pdf/2015/Foldere/Folder_koebermaegler_final.pdf
For sælgere: http://www.de.dk/images/pdf/2015/Foldere/Folder_saelgermaegler_final.pdf
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Boligkøber – pas ekstra på ved selvsalg!' til en bekendt