
Skoleelever klar med smarte svar…
20. november 2015 - kl. 0:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommunes 6. klasser og kommunens bibliotek deltager den 2. december i den landsdækkende læsequiz – Smart-Parat-Svar. Ni klasser fra fem skole dyster på Sæbygaardskolen.
Quizzen Smart-Parat-Svar henvender sig til elever i 6. klasse, og formålet er at sætte fokus på læsning og læselyst. Håbet er at quizzen også kan være med til at fremme samarbejde mellem biblioteket og skolerne.
Quizzen er en holdkonkurrence med fem deltagere fra hver klasse, der kan supplere hinanden og samarbejde om at finde de rigtige svar. Der vil bl.a. være kategorier indenfor skønlitteratur, faglitteratur og aktuelle emner. Nogle af kategorier knytter sig også til fag i undervisningen.
Kommunens 6. klasser er åbenbart vilde med at quizze på paratviden, for de var hurtige til at melde sig til den landsdækkende konkurrence som kommunens bibliotek og borgerservice har deltaget i siden 2008. – Vi modtog i god tid før deadline alle de hold, vi kan rumme, fortæller bibliotekar Freja Bak Madsen, som desværre også måtte sige nej til nogle hold.
Hep på hinanden
I år afvikler biblioteket konkurrencen i Sæby på Sæbygaardskolen. De ni klasser kommer fra fem af kommunens skoler – Sæbygaardskolen, Stensnæsskolen, Distrikt Øst – Buhlsvej, Frydenstrandskolen og Bangsbostrand Skole, som deltager med henholdsvis et, to og tre hold.
Hver af de dystende hold må have deres klassekammerater med som tilskuere.
– Vi opfordrer klasser til at lave bannere og plakater med deres holdnavne, for der bliver rig mulighed for at heppe på deltagerne undervejs, forklarer Freja Bak Madsen. Quizzen afvikles i tre etaper. De lokale runder afvikles i alle tilmeldte kommuner den 2. december. Vinderne herfra kvalificerer sig til den regionale runde, som afvikles 13. januar, og vinderne herfra kvalificerer sig til finalen den 3. februar i Odense.
Quizzen er et samarbejde mellem Kulturstyrelsen og Danmarks børnebiblioteker.
– Vi glæder os til den superseje, sjove, skøre og også lidt svære konkurrence, forsikrer Freja Bak Madsen, som ser frem til at møde eleverne fra – Pink Panters, Ninjabrains, Hjerner der duer, Qvikkies, Team Easy On, Team Spyglass og S.V.U.T.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skoleelever klar med smarte svar...' til en bekendt