Guidede motionsture i al slags vejr

Guidede motionsture i al slags vejr

2. august 2015 - kl. 0:20 - af

Turene, der fandt sted fra lørdag 25. juli til lørdag 1. august, blev vejrmæssigt noget af en broget oplevelse for deltagerne, der bestod af både fastboende, turister og andre interesserede børn og voksne af begge køn..

Kanoture
I den sydlige del af kommunen, der betegnes som ”Den Bette Trekant”, der dækker landsbyerne Voerså, Lyngså og Præstbro med omliggende landområder, blev der lagt ud om lørdagen med kanoture fra Præstbro til Voerså i regnvejr.

Rytterture
Mandag blev det rytternes tur, der samledes på Stutteri Ulla i Voerså. Her var rytterne mødt med diverse hesteracer som dansk varmblod, islænderheste, små og store ponyer samt et antal af blandet race. Turen gik ned gennem en del af Voerså by til Strengsholt, Mølholt, Albæk Bakker, Holtbjerg, Faurholt og til udgangsstedet igen. På turen oplevede rytterne lidt blandet vejr, men en hyggelig tur.

Josefine Jensen fra Sæby red på Menja. Josefine fortalte, hun er 11 år og havde redet i 4 år. Det var første gang, hun skulle opleve at ride sammen med så mange på en gang – men hun glædede sig til oplevelsen.

Gåtur på Hjertestien
Tirsdag blev der gået på den ny Hjertesti i Lyngså. Hjertestien er ganske vist ikke indviet endnu, men de 11 damer, og den enkelte herre bestemte, at de ville ud og se, hvordan stien så ud, og sådan blev det. En halv time før starten stod regnen ned i stænger, men det klarede senere lidt op. Nogle havde kondisko og knækorte bukser på og blæste på flåter, tæger og andet kryb, der kunne gemme sig i det lange græs og på grusvejen. Andre var mere fornuftigt klædt i gummistøvler, regntøj og paraply.

Jytte Juul fra Lyngså Borgerforening fortæller, at stien bliver indviet senere på året, men Frederikshavn Kommune skal først have fremstillet skilte, pæle og andre afmærkninger, så folk ikke farer vild i området. Hjertestien er 3,8 km lang, men et enkelt sted kan den afkortes til 3 km. Så snart skiltningen er på plads, vil indvielsen finde sted ifølge Jytte Juul.

Børnevenlig strandtur
Onsdag var der arrangeret børnevenlig tur til stranden på gåben fra Værestedet i Lyngså og til stranden ved Stensnæs. Da der ikke var badevejr, havde arrangørerne i forvejen sørget for baljer, så børnene kunne samle forskellige tangarter, småkravl, krebs og fiskeyngel op i strandkanten, for at studere dem i baljerne inden det hele blev hældt i vandet igen. Børnene var også ivrige samlere af diverse former for skaller, og flere havde da også fyldt lommerne op til nærmere studier derhjemme. Selv om det ikke lige var badevejr, var der dog flere, der smed sokkerne og soppede i vandkanten.

Afslutning
Lørdag 1. august var det afslutningsdag. Her var der vandreture fra både Lyngså og Voerså. De to grupper havde aftalt at mødes midtvejs, og så gik det en tur ud i det blå, hvor der blev opsøgt en hel del natur.

Fra Fæbroen udgik der kanoture på Voer å til Voerså, der er en sejltur på et par timer. Turen var lagt sådan, at det passede lige nøjagtigt med, at deltagerne kunne slutte på jollehavnen i Voerså, hvor der var arrangeret afsluttende grillfest om aftenen.

Mitzi og Frank Hansen er et ægtepar i pensionsalderen, og de var også med på turen. – Når man ikke er vant til det, er det en lang tur, men en dejlig tur med masser af natur og hygge undervejs. Den er alle pengene værd. Det kan godt være lidt anstrengende for bentøjet, for man sidder i samme stilling længe, men så har man da fået en del motion og rørt nogle muskler, man måske ikke er så flittig til at bruge til daglig, fortalte Mitzi Hansen.

Faldende deltagertal
I den sydlige ende af kommunen, har deltagerantallet ikke været så stort som sidste år, men arrangørerne tillægger her en del af skylden hos vejrguderne, der bestemt ikke var venligsindede de første 3 dage. Alligevel har de 3 landsbyer, Voerså, Lyngså og Præstbro mod på mere, hvis Distriktsudvalget beslutter sig for at gentage arrangementet næste år.

Tekst. Cille Strøm.

Fra sted til sted 007 JV copy Fra sted til sted 011 JV copy IMG_8676 copy IMG_8678 copy IMG_8681 copy IMG_8807 copy IMG_8808 copy Lyngså - børnetur 29072015 GM copy Lyngså hjertesti - i regnvejr GM copy IMG_8733 copy IMG_8727 copy

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Guidede motionsture i al slags vejr' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger