
Camp mod skifergas nu i et år
…
30. juli 2015 - kl. 13:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er i dag præcis et år siden, campen mod Totals boring efter skifergas begyndte ved Ovnstrupvej vest for Dybvad. I den anledning lagde Deres udsendte vejen forbi lejren og borestedet for at lodde stemningen.
Der ventedes et større rykind i dagens løb for at markere campens eksistens, og hos campens tilhængere stod det helt klart, at man ville fortsætte protesterne, indtil Total fuldstændig har rømmet borepladsen, og det ligger krystalklart, at man ikke vender tilbage for at starte en egentlig fracking.
En af de nærmeste naboer, hos hvem campen har til huse er Annemarie Christensen. Hun forklarer, at det hele startede med, at nogle lokale beboere hørte nogle foredrag om Totals planer. Alting syntes lyserødt i Totals forklaringer, og skeptiske spørgsmål blev ikke direkte besvaret.
”Vi er direkte bange for, hvad der kan ske med vores grundvand, når der pumpes masser af mærkelige kemikalier lagt ned i jordlagene, og på det seneste har man desuden oplevet såvel lugtgener som støjgener,” påpeger Annemarie Christensen og fortsætter: ”Der blev rettet adskillige henvendelser til Frederikshavn Kommune, men det forekom os, at kommunen var særdeles sendrægtig til at reagere.”
Der har været målt op til 80 dB, og til sidst fik Total en frist til at få støjen reduceret. Det kunne borefirmaet så ifølge lejrrepræsentanten ikke overholde, hvorefter kommunen gav en ny tidsdispensation.
”Hvorfor skal der gives flere dispensationer? Det er tæt på, at vi må antage, at Frederikshavn Kommune ovenfra har fået at vide, at denne her prøveboring under alle omstændigheder bare skal gennemføres,”lyder Annemarie Christensens formulering.
Campens protester går især imod frygten for en ødelæggelse af grundvandet, men også frygt for kræft, udslet, hovedpine og lugtgener lurer som latent frygt.
Hver eneste dag hele det forløbne år har campens deltagere sunget sange foran borestedet som en stille protest mod det, der foregår inden for hegnet.
Man har fra campens side flere gange inviteret Totals projektleder for boringen, Henrik Nicolaisen, til en drøftelse i campen; men man har desværre endnu ikke kunnet få ham i tale.
Campen har formodning om, at prøveboringen slutter medio august, men man finder det samtidig besynderligt, at Total tilsyneladende i øjeblikket er i færd med at opstille endnu et kraftigt hegn omkring boringen.
”Vi forstår heller ikke, at hverken kommunen eller allermest et flertal i Folketinget siger ja til, at prøveboringen kan fortsætte, når der undervejs har vist sig mange problemer, og desværre kom folketingsvalget i vejen for en forespørgselsdebat i Folketinget i starten af juni,” siger Annemarie Christensen.
Hun oplyser, at nogle af Folketingets partier til gengæld den 24. oktober er indbudt til en stor markering og konference på Christiansborg vedr. skifergas og fracking. Her vil campens deltagere naturligt nok møde talstærkt op.
Til stede var også Jørgen Meskens, som var kommet fra København for at deltage i markeringen af 1-års dagen. På en sommerlejr havde han hørt om boringerne ved Dybvad. Det inspirerede ham til ved selvsyn at drage til Vendsyssel for at få et førstehåndsindtryk af tingene. Han finder det imponerende, at så mange lokale kan mobiliseres i bekymringerne for en ødelæggelse af grundvandet, og han håber, både boringer og planer om udvinding af skifergas på et tidspunkt helt stoppes. Derfor finder han det vedvarende pres nødvendigt.
Deres udsendte lagde derefter turen forbi indgangen til borestedet, hvor et skilt byder velkommen. Men det var ikke speciel velkommen, man følte sig med et stærkt hegn opstillet, en port, som lukker i foran én, og 2 vagtfolk, der ikke var til at vride mange kommentarer ud af.
Tekst og fotos af Per Rye
En kommentar til “Camp mod skifergas nu i et år
…” under annoncerne.







http://www.business.dk/evb-archive/ny-olieefterforskning-paa-land-i-danmark
“Der er tidligere adskillige gange tidligere blevet ledt efter olie på det danske fastland, flest gange i Sønderjylland, men også ved bl.a. Skive, Thisted og Sæby. Dog uden resultater, der kunne give grobund for en kommerciel udnyttelse af den fundne olie og naturgas.” citat slut
Jeg ved ikke hvorfor Total har så travlt med boring bag stærk bevogtet indhegning,
de burde vide fra mange andre forsøg at der ikke er noget at komme efter.
Jeg ved ingenting om teknikken bag udvinding af skifergas, men hvis der mod forventning skulle være et par kubikmeter gas dernede, batter det alligevel alt for lidt til vores energiforbrug. Det må være grund nok til at trække indvindingstilladelsen tilbage.