
B&U-udvalg har svaret Sæby-forældre
17. juni 2015 - kl. 6:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Selv om sommerferien står for døren, og det nye skoleår med start i august i mange henseender er kørt i stilling, kæmper en gruppe forældre i Sæby-området fortsat videre for at få fuldstændig klarhed over sagsbehandling og konsekvenser af vedtagelsen af ”Bæredygtigt Børneområde.
Forældrene har stillet Børne- & Ungdomsudvalget en række spørgsmål, som fungerende formand, Pia Karlsen, nu har givet skriftligt svar på – et svar, som forældregruppen har præsenteret for Sæby Avis.
Forældrene spørger indledningsvis om, hvor mange elever fra Stensnæsskolen, som flytter til anden kommune.
Hertil svarer B&U-udvalgets fungerende formand, at 1 elev i kommende 6. kl. flytter til Aalborg Kommune, mens 5 elever i 7. kl., 13 elever i 8. kl. og 6 elever i 9. kl. flytter til Brønderslev Kommune, hvortil kommer yderligere 6 elever, der tager på efterskole. Tilskuddet for en elev i de ældste årgange er ca. 36.700 kr. og ca. 9.000 kr. mindre i de yngste årgange.
Det fremgår endvidere af svaret, at Frederikshavn Kommunebetaler 180 kr. pr. kalenderdag for en elev i normalklasse, svarende til 65.600 kr. årligt, mens nettoudgiften til en folkeskoleelev i egen kommune er 62.989 kr. Det skal dog bemærkes, at det første tal er for elev i normalklasse uden transport, specialundervisning m.v., mens det sidste tal er en nettoudgift inkl. f.eks. specialundervisning m.m.
”Det kan derfor være meget vanskeligt at sammenholde tallene direkte overfor hinanden,” anfører Martin H. Larsen fra forældregruppen. ”De 25 elever, der skifter til en skole i anden kommune medfører, at Frederikshavn Kommune skal betale i alt 1.640.000 kr. til primært Brønderslev Kommune. Hvis eleverne i stedet var flyttet til Sæbyskolerne skulle der kun være dannet en udgift på 465.000 kr. jf. kommunens egne tal. Dette medfører derfor en nettoudgift på 1.175.000 kr. for Frederikshavn Kommune,” siger Martin H. Larsen og tilføjer, at derudover vil pengene fra de manglende elever mangle i budgettet for Skoledistrikt Syd, da forvaltningen oplyser, at der ikke kompenseres i distriktets budget for de manglende elever.
Forældrene har bedt om svar på, hvad den samlede besparelse er på de 2 klasser, der nedlægges på Sæbyskolerne. Af svaret fremgår, at der er en besparelse på i alt 7 klasser. 3 af klassesammenlægningerne sker på baggrund af sammenlægningen mellem Stenssnæsskolen og Sæbyskolerne kombineret med sammenlægningen af Sæbyskolerne. De øvrige 4 er sket på baggrund af sammenlægning af Sæbyskolerne, og det nævnes, at den ene af de 4 klassesammenlægninger kunne være fundet på Sæbygårdskolen uden en ny skolestruktur. Der er kalkuleret med en besparelse på 465.000 kr. pr. klasse, som nedlægges.
Forældrene har også spurgt ind til udgifter i forbindelse med nye trafikforanstaltninger. Af Pia Karlsens svar fremgår det, at sikring med lysanlæg af overgangen ved Aalborgvej vil koste 950.000 kr. En ændring, som netop nu er i gang, af rundkørslen i krydset Toldbodvej/Sdr. Ringvej vil koste 400.000 kr., mens omkostningerne for at lave cykelsti på det sidste stykke af Rosenvej – et arbejde som meget snart påbegyndes – er budgetteret til 75.000 kr., i alt 1.425.000 kr.
Merudgift til skolebuskørsel omkring Stensnæs, Sæbygård og Sæby skoler er beregnet til 626.000 kr. mod estimeret 850.000 kr. i 2014, mens der vil være en merudgift på 63.000 kr. til kørsel omkring skolerne i Hørby, Dybvad og Torslev.
Endelig er der budgetteret med en udgift på 1,7 mio. kr. til bygningsmæssige ændringer ang. Stensnæsskolen og Voerså Børnehave og 2 mio. kr. til nyt faglokale på Sæbygårdskolen.
Det vil således betyde, at ombygning af skolerne i Sæby og Voerså samt investering i øget trafiksikkerhed løber op i mere end 5,1 mio. kr.
Forældregruppen har lagt det samlede svar på sin Facebook-profil. Forældrene afventer fortsat svar fra Statsforvaltningen, hvortil man sendte en klage over den kommunale behandling den 10. februar.
”I Statsforvaltningen arbejder man med 4-6 måneder behandlingstid, så vi afventer svar senest til august. Ombudsmanden tager først sagen op, når Statsforvaltningen har behandlet klagen, og hvis vi genfremsender denne,” forklarer en af gruppens talsmænd Martin H. Larsen.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'B&U-udvalg har svaret Sæby-forældre' til en bekendt