
Broncemedalje til Folkedanserpar fra Sæby
12. maj 2015 - kl. 11:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter i marts måned at have deltaget i Landsforeningen Danske Folkedanseres Regionsmesterskaber drog de fire bedst placerede par fra Region Nordjylland den 9. maj til Middelfart for at deltage i Landsfinale for regionspar.
Ved denne konkurrence var der 10 deltagende par fra hele landet. Der blev konkurreret i tre danse: Den lille Hamborger, Sønderjylland, Lette Hans fra Fyn og Grisen Brakte laaret, Møn. Konkurrencen var tæt og deltagerne gjorde alt, hvad de kunne for at forsvare Region Nordjylland. Spillemandsgruppen Stry’fri fra Nordsjælland leverede en dejlig musik og sveden sprang på panden af parrene.
Efter dagens anstrengelser var det tid til medaljeoverrækkelsen. Her løb Region Hovedstaden med guldmedaljen til Sidsel Christine og Andreas Lorentzen. Sølvmedaljer gik til Inger Nielsen, Frederikshavn og Ture Andersen, Hjørring og Bronzemedaljen gik til Vita og Anders Ugilt, Sæby. De to øvrige par, Mariane Vesterdorf og Leif Christiansen, Gandrup og Kirsten Bjerre og Erik Kristensen, Tårs, var tæt på og bed de tre første par i haserne. Så tæt på var de, at de nu har fået mod på at stille op igen til næste år for at forsvare deres pladser, og måske endda gøre det endnu bedre.
Ved samme arrangement blev der afholdt DM i Folkedans for par, men her havde Region Nord ingen deltagende par med.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Broncemedalje til Folkedanserpar fra Sæby' til en bekendt