
Ølsmagning hitter i Lyngså Boldklub
19. april 2015 - kl. 11:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For anden gang prøvede Lyngså Boldklub et ølsmagnings-arrangement, og for anden gang var der fuldt hus i klubhuset, hvilket vil sige 75 personer, der havde købt billet og havde en herlig aften, hvor der ikke manglede noget af hverken øl eller mad. Med i billetprisen på kr. 130 – var der nemlig også, det store pølsebord med selvbetjening.
På billetten var der også lodtrækning om 10 t-shirts sponseret af Tuborg.
Festivalchefen demonstrerede selv
Bo L. Jensen fra Frederikshavn og festivalchef for Danske Ølentusiaster demonstrerede 8 forskellige øl heraf 5 danske og 3 udenlandske. Bo Jensen havde deltagerne i sin hule hånd med det samme, da der også skulle tippes en 13. kupon over, hvad han fortalte om øllet. Her vandt senere Morten Sørensen og Jørgen Nielsen hver sin specialøl, som var ret så sjælden.
Demonstratøren fortalte også små sjove historier om øllet, som også hittede blandt deltagerne. Blandt andet fortalte han om en indsamlingsdag i efteråret af porse til fremstilling af øl. Denne dag plejede at samle rigtig mange mennesker, men på grund af der gik rygter om, der var set en ulv i området, var deltagerantallet reduceret betydeligt.
Deltagerne blev også præsenteret for en øl, ”Lille Gul”, der produceres af Bryggeriet Skands. Birthe Skands er direktør på bryggeriet og har familie i Lyngså, fortalte demonstratøren.
Spand og gulvklud
En lille ”uheld” var der undervejs, men det var nu ikke demonstratøren eller publikums skyld. Da turen kom til semifinalen, til den belgiske øl, Smiske”, skummede alle øllerne lystigt ved optrækningen, så der måtte både spand og klude til. Det betød dog ingenting, for øllet smagte som det skulle, og alle nød det.
Finalen ”Fur Saison”, der kom fra Fur Bryghus, sluttede aftenen i en noget opløftet stemning. Alle havde på det tidspunkt smagt på øl op til 11 % alkohol, og nu var det også tydeligt, flere gerne ville fortælle et eller andet – og gerne med høj stemmeføring.
Tekst og fotos Cille Strøm.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.










Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ølsmagning hitter i Lyngså Boldklub' til en bekendt