
Kongekronen pryder stadig facaden på Dybvad Kro
4. april 2015 - kl. 16:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De kongelige privilegerede kroer får måske lov at beholde både titlen og kronen. Et flertal i Folketinget bakker kroerne op, og siger nej til Rigsarkivets ordre om at pille kongekronen ned.
Rigsarkivet har ellers befalet at kroejeren skal fjerne kronen, men nu ser det ud til, at den alligevel kan få lov til at blive hængende.
”Kronen er jo rigtig flot og så er vi jo fri for at skulle til at save den ned. Men jeg kan slet ikke se balladen i det. Jeg forstår ikke at Rigsarkivet gider tage det op. Hvis ikke man har andet at give sig til, så finder man vel på et eller andet for ikke at blive sparet væk”, siger indehaveren af Dybvad Kro & Hotel, Kim Wolff-Nielsen til TV2Nord.
113 danske kroer har fra 1200-tallet fået lov til at kalde sig kongeligt privilegerede og bruge kongekronen. Kongen skulle have nogle gode steder at sove, når han var på tur rundt i landet. Begrebet blev afskaffet igen i 1912, men kroerne forsatte med at bruge titlen, selvom de ikke længere måtte. Rigsarkivet håndhæver nu den gamle lov for at værne om kongekronen, og den første kro er blevet politianmeldt.
Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative mener at kroerne har vundet hævd. De foreslår at kroerne får lov til at kalde sig kongeligt privilegerede og stadig kan bruge kongekronen i deres logo. Socialdemokraternes formand for kulturudvalget, Flemming Møller Mortensen, bakker op om forslaget, og dermed ser det ud til, at der er et politisk flertal, der vil hjælpe kroerne.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kongekronen pryder stadig facaden på Dybvad Kro ' til en bekendt