Ugens klumme:
Damernes Magasin

4. april 2015 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

William Nielsen & Søn – sønnen er nok omkring de tres og faderen er død for mange år siden – har nok engang været Sæbys førende forretning når det gjaldt dametøj, hatte, lingeri og trikotage. Om den stadig var det her i 1970 er nok et spørgsmål, som de fleste kunne stille sig – måske lige med undtagelsen af Nielsen selv. Han har nemlig – som flertallet af den respekterede del af den slumrende købstads gennem flere generationer etablerede borgerskab – det lidt svært med erkendelsen af de nye moderne tider.

En rigtig butik har en bydreng – og det uanset om der er byærinder der berettiger dette eller ej – og en kold novemberdag det første år i det nye årti, hedder han Søren og skal konfirmeres til næste forår. Søren afløser en kammerat som bydreng denne lørdag formiddag, hvor der er is på vandpytterne, og den kolde nordøstenvind piber gennem Sæbys asfalterede gader.

Søren er som aftalt mødt ind klokken 9.30 til butikkens åbningstid, og har som det første fået stukket kost og skovl i hænderne af hr. Nielsen. Fortov og vejkant skal fejes, så han kan roligt beholde både hue og vanter på. Selv om vinden har fejet alle blade over på Gudmund Schacks fortov på den modsatte side af Grønnegade, så er der lidt grus fra Kommunens glatførebekæmpelse og et par dybfrosne hundelorte, der skal fjernes.

Søren giver sig god tid med kosten og betragter byens liv, der langsomt er ved at komme op i omdrejninger. Han har fået en fejekollega ovre på torvet – en ældre mentalt retarderet mand, der altid går og fejer et eller andet sted i byen. ”Hej Benne” råber Søren til manden, der er pjaltet i tøjet. På hænderne har han handsker hvor fingerspidserne mangler, og på trods af den bidende kulde har han ingen beklædning på det skaldede hoved med den filtrede grå hårkrans. ”Godaaar” brøler Benne, så højt, at de forbipasserende forskrækkede vender sig – og fniser, da de opdager hvem det er, der udstøder den højlydte hilsen.

Søren har lidt ondt af Benne, der ofte bliver moppet af byens mere uvorne drenge – lige som en anden af Sæbys originaler, Thor, var blevet det mens han var i live. Man skal ikke skille sig for meget ud i et lille samfund – specielt ikke i en tid, hvor der ikke blev gjort ret mange sociale tiltag for at beskytte disse skrøbelige medborgere.

Men Søren får ikke lov til at fundere så længe over samfundets originaler fra underklassen, før han bliver konfronteret med et par af overklassens.

To tækkelige damer i halvfjerdsårsalderen kommer arm i arm op ad Vestergade. De tynde armes lige så tynde hænder ender for begge damers vedkommende i et par skindmuffer – og de dyre frakker har skindkanter der matcher mufferne. De har begge hatte på hovedet, der i blæsten er surret fast med tørklæder, og de aldrende ansigter er dækket af såvel kindrødt som pudder – i rigelige mængder. Deres ansigters bleghed bliver med en nærmest grotesk effekt brudt af en læbestift så rød, at noget lignende ikke ses andre steder i en mindre provinsby. Søren kender ikke navnene på hattedamerne, der på deres høje hæle med forbløffende sikkerhed stavrer op ad butikstrappen som de første lørdagskunder hos William Nielsen & søn.

Hr. Nielsen selv tager imod i døren, og viser damerne hen til butikkens førstedame, der også kommer til at forestå ekspeditionen. Butiksindehaveren kalder herefter Søren til sig, efter at have konstateret at bydrengeaspiranten er færdig med at feje fortov.

Næste opgave foregår også ude i kulden: vinduerne skal vaskes. Først skal vandslangen trækkes hele den lange vej fra butikkens baggård og forbi torvet og til det fjerneste vindue i Vestergade. Først skal vinduerne spules fri for skidt, hvorefter de skal vaskes med sæbevand med en børste, der er monteret på et kosteskaft. Til sidst skal en bredbladet vinduesskraber – ligeledes på skaft – fjerne vand og sæbe fra de enorme ruder – og helst uden alt for mange striber. Det er et stort arbejde, der tager den spinkle Søren op imod en times tid. Imens fyldes gaderne af biler, der i Vestergade kører mod vest – og i Grønnegade kører mod øst. Der kan køres fra den ene til den anden af byens hovedgader rundt om torvet, der også fungerer som Sæbys største parkeringsplads.

Søren betragter byens liv. Hotel Harmonien har hoveddør lige overfor, hvorfra gæster med kufferter kommer og går. Søren hilser på den krumbøjede Poul ”Slagter”, der haster forbi i retning af sin cigarforretning, som han har bedt sin butiksnabo, Barberen Knud Andersen, holde øje med imens han selv har været hos EBM efter en skjorte. De to pudsige personligheder har hver især forretning på hver sin side af den smøge, der løber fra torvet og ud bag ved Søren Jensens El-forretning. De lever lidt som hund og kat, og Søren har ofte oplevet hvordan de – halvt i spøg og halvt i alvor – bider af hinanden, når han sidder i Knuds frisørstol og Poul kommer ind for at veksle penge eller låne barbersalonens toilet. Poul har ikke selv træk og slip i cigarforretningen.

Endelig bliver Søren færdig med vinduesvasken. Vanterne er nu så våde, at de ikke længere kan yde nogen varme til de kolde barnehænder, så han stopper dem i lommen. Varmen må så komme af sig selv uden mors hjemmestrikkede luffer – men måske er den næste opgave en af dem, der kan foregå inde i varmen. Rydde op på lageret, måske.

Men ak nej. Hr. Nielsen har fyldt et par kasser med tøj, der skal køres ud til kunderne. En kasse til en dame i byens finere kvarter omkring Hans Åbels Vej – og en kasse til en sagførerfrue helt ude på Baudersvej. Cykelture med budcykel – og uden beskyttende varme vanter – som lige kunne nås inden lukketid klokken 12.

Søren træder frisk til i budcyklens pedaler, men kæden savner olie og dækkene luft – i modsætning til Sørens egen cykel, som Svend Sulbæk altid sørgede for at holde i skønneste orden. Men pakkerne bliver afleveret, og damen på Baudersvej – der i øvrigt viste sig at være Bodil Clausen, hvis søn Paul Søren gik i klasse med – gav oven i købet 5 kroner i drikkepenge, så hjemturen var ikke helt så træls som udturen.

Endelig – 10 minutter i 12 – er Søren atter hos William Nielsen & Søn. Hr. Nielsen tager med afmålt høflighed imod, og roser drengen for dagens indsats. ”Du kan hente din løn ved kassen” siger han – ”Og tak for i dag, du er velkommen som afløser igen en anden gang”. Søren takker og tager plads foran kassen, der er bag en pult stående på en forhøjning midt i butikken. Kassedamen afregner uden at fortrække en mine de 30 kroner for de tre timers arbejde. Søren takker nok en gang, og går ud af butikken uden nogensinde igen at sætte sine ben på stedet

Hans egen mor, Else, købte altid sit tøj hos Tange på den anden side af torvet. ”Herning” kaldte hun den butik – et navn der åbenbart stammede fra en endnu ældre tid. Af og til handlede hun også hos ”Carstens” på hjørnet af Vestergade og Søndergade. Fælles for begge disse butikker var, at de ikke var helt så bundne af gamle stive traditioner eller forbehold mod også at handle med almindelige mennesker fra byens arbejderbefolkning.

Nogle år senere rullede TV-serien Matador for første gang hen over Danmarks TV-skærme. Og ”Damernes Magasin” virkede på en ejendommelig måde bekendt for den unge Søren!

Ovenstående historie kom til mig under julehandelen, hvor jeg var hos Matas i Sæby for at købe lidt gode dufte til nogle af husstandens unge kvinder. Pludselig var jeg tilbage hos William Nielsen & Søn og 45 år tilbage i tiden – flashback kaldes det vist når det bruges i en film. Hvor blev tiden af – og folkene og deres verden. Og hvem mon tænker tilbage på vores tid om atter 45 år? Denne lille historie giver i det mindste mine egne børn – og hvem der ellers måtte læse den – et indblik i livet på Sæby torv i 1970 – frit efter en halvgammel lokalborgers slidte hukommelse.

Mens vi selv og vore børn er midt i at skabe fremtiden, bygger den altid på et fundament skabt af de forrige generationer. Men såvel den traditionelle arbejderkulturs som det gamle borgerskabs dyder og begrænsninger vil helt sikkert ikke blive en fremtrædende del af den af den fælles fremtid der formes. Tiden er ved at rinde ud for klassesamfundets vanetænkning. Spørgsmålet er så bare, om vi skal elske eller frygte det, der så vil komme i stedet!