
Stor tilslutning til Aktive Kvinders generalforsamling
3. marts 2015 - kl. 9:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det store fremmøde til generalforsamlingen – ikke færre end 169 af de 396 medlemmer deltog – var en understregning af, at der er stor opbakning til Aktive Kvinder i Sæby. Medlemmerne slutter i usædvanlig høj grad op om deres forening.
Generalforsamlingen, der blev holdt i Sæby Fritidscenter med Lillian Christensen som dirigent, indledtes med en let anretning og lokal underholdning af Jytte og Ole med sang og musik.
Derefter aflagde formanden Karen Drastrup beretning. Hun takkede medlemmerne for den store tilslutning til de fleste af foreningens vidt forskellige aktiviteter i det forløbne år. Det blev i alt til 17 arrangementer og yderligere 15 i foreningens Hyggeklubben for Ældre.
Formanden fortalte, at bestyrelsen er i fuld gang med planlægning af det nye program, som offentliggøres i detaljer til august. Flere af generalforsamlingens deltagere fulgte opfordringen om at komme med forslag til kommende aktiviteter.
Edel Jensen aflagde beretning om det forløbne år i Hyggeklubben for Ældre
Økonomisk går det også godt for Aktive Kvinder. Det viste det regnskab, kassereren Elsebeth Kristensen, fremlagde. Hun forelagde også regnskabet for Hyggeklubben for Ældre.
Kontingentet fastsattes uændret.
Til bestyrelsen var der genvalg af Karen Drastrup, Birgit Erikstrup, Grethe Christensen og Tove Jensen. Også bestyrelsessuppleanterne Vera Sørensen og Yrsa Østergaard genvalgtes. Det samme gjaldt revisor Ellen Pedersen.
Aftenen sluttede med kaffebord.
Bestyrelsen konstituerer sig på sit næste møde.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor tilslutning til Aktive Kvinders generalforsamling' til en bekendt