
Stidsholt indvier nye fodboldbaner…
7. oktober 2014 - kl. 8:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag d. 9. oktober kl. 11.30 indvier Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole to nye fodboldbaner. Indvielsen foregår i forbindelse med, at Stidsholt får besøg af Brøruphus Efterskole fra Skanderborg, og indvielsen foretages af Borgmester Birgit Hansen.
”Det har i mange år været et stort ønske for Stidsholt at få flere og bedre fodboldbaner”, udtaler forstander Steen Jensen. ”Som Idrætsefterskole har vi hvert år 40-50 fodboldspillere på vores fodboldlinje. De træner fodbold hver dag og spiller derudover omkring 40 fodboldkampe på Stidsholt halvårligt. Indtil nu har vi på skolen kun haft én fodboldbane, som har haft problemer med at overholde de fastsatte mål, og som indtil sidste år, hvor banen blev renoveret, i regnfulde perioder var i en elendig forfatning. Det har betydet, at vi har måttet låne fodboldbaner i Syvsten, Hørby og Sæby til træning og til de mange kampe. Vi glæder os rigtig meget til at kunne tilbyde vores dygtige fodboldspillere ordentlige forhold”, slutter forstander Steen Jensen.
Og dygtige fodboldspillere har de på Stidsholt. Skolens to bedste U-17 drengehold ligger lige nu til oprykning, og også det tredje drengehold klarer sig godt.
Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskoles nye fodboldbaner er anlagt af Holmen Anlæg, og skolen har fra EU’s landdistriktsmidler fået 300.000 kr. i tilskud. De øvrige udgifter til etablering af fodboldbanerne har skolen selv betalt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stidsholt indvier nye fodboldbaner...' til en bekendt