
Lysere udsigt for nordjysk beskæftigelse
6. november 2013 - kl. 0:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En ny rundspørge blandt nordjyske virksomheder viser tegn på fremgang i den regionale beskæftigelse. Det sker efter længere tids tilløb med positiv udvikling i virksomhedernes ordreindgang og produktion.
Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort et nyt Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 3. kvartal 2013 og deres forventninger til 4. kvartal 2013.
Fremgang overgår virksomheders egne forventninger
Gennem flere kvartaler har de nordjyske virksomheder vist positive takter med hensyn til stigende ordreindgang og produktion. Derimod har det været så som så med en tilsvarende fremgang i beskæftigelsen, som gennem lang tid har stået i stampe.
Det billede er måske endelig ved at vende. Virksomhederne melder i hvert fald nu både om en faktisk beskæftigelsesudvikling i 3. kvartal som slår de tidligere udmeldte forventninger. Og samtidig forventer de også fremgang resten af året om end i et lidt lavere tempo.
Blandt de 265 virksomheder, som deltager i målingen, oplevede en overvægt på 12 virksomheder fremgang i beskæftigelsen i 3. kvartal, mens det kun var en overvægt på 5 virksomheder, som rent faktisk forventede denne fremgang. Tilsvarende er der en overvægt på 5 virksomheder, som forventer fortsat fremgang i årets 4. kvartal.
Analysen viser samtidig relativt store branchemæssige forskelle, hvor det især er industrien, der går forrest med de positive signaler godt hjulpet på vej af fortsat høje forventninger til eksporten. En bred og stabil fremgang i beskæftigelsen for det samlede nordjyske erhvervsliv forudsætter dog, at der også kommer mere gang i den indenlandske efterspørgsel.
Kommentar fra Vækstforum Nordjylland:
– Det er meget positivt med de nye tegn på fremgang i beskæftigelsen, og forhåbentlig vil de næste måneder igen vise, at virksomhederne er lidt for forsigtige i deres forudsigelser. På den ene side ved vi godt, at fornuften og tilpasningsevnen i de nordjyske virksomheder har båret os mere smertefrit gennem krisen end mange andre. Men samtidig håber vi, at vi nu har set et gennembrud, og at virksomhederne tør slippe bremsen og øge beskæftigelsen til gavn for væksten i Nordjylland, siger Ulla Astman, formand for Vækstforum Nordjylland.
Kommentar fra Institut for Økonomi og Ledelse, AAU:
– Positive forventninger samlet set tre kvartaler i træk burde kunne give tro på en forestående opgang for beskæftigelsen. Tegn på arbejdskraftmangel i bygge- og anlægsbranchen understøtter dette. Det store spørgsmål er imidlertid, hvornår forbrugerne giver slip på krisebevidstheden og øger forbruget, så den indenlandske efterspørgsel for alvor kan begynde at trække beskæftigelsen op, udtaler arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lysere udsigt for nordjysk beskæftigelse' til en bekendt