
Birgit Hansen: Vi må lokalt træde i karakter!
24. februar 2013 - kl. 10:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den Socialdemokratiske byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune mener der skal være VVM pligt (Vurdering af virkninger på miljøet) før der gives tilladelse til efterforskningsboring efter skifergas på Ovnstrupvej ved Dybvad.
Oprindeligt er der først planlagt VVM pligt i fase to, hvor der skal fraktioneres (Metoden: hydraulisk fraktionering, hvor man sender store mængder vand og andre væsker ind i stenarten skifer, for at frigøre gas). Der er usikkerhed om virkninger på miljøet på nuværende, når man i sagsfremstillingen skriver ”Energistyrelsen konkluderer, at borearbejdet ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af de overfladenære grundvandsmagasiner…”
Staten har lejet undergrunden ud til et energiselskab, der må efterforske efter skifergas. Byrådet er ansvarligt for vores kommunes miljø – dog ikke for undergrunden som staten ejer.
”Vi skal undersøge nogle af de usikkerheder, der er og tydeliggøre, at vi værner om miljøet i vores kommune. En VVM redegørelse er et redskab til at sikre, der ikke sker varige uhensigtsmæssige virkninger på miljøet”.
”Vi skylder hinanden og miljøet i vores kommune at undersøge til bunds og få svar på ubekendte, inden vi som en af to forsøgskommuner i Danmark skal ligge landskab til efterforskning og evt. udvinding af skifergas”.
”I så stor en sag må usikkerheden komme borgerne og miljøet til gode. Vi skal tage den tid det tager med de undersøgelsesmuligheder, vi har – herunder en VVM redegørelse allerede nu”.
”Derfor er det vores håb, at byrådet kan følge os i det krav, at vi på onsdag på byrådets møde vedtager, der skal igangsættes VVM redegørelse allerede nu. Det er vores kommune, og her må vi lokalt træde i karakter”.
Birgit Stenbak Hansen
Gruppeformand for Socialdemokraterne i Frederikshavn Byråd
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Birgit Hansen: Vi må lokalt træde i karakter!' til en bekendt