Arkivfoto
Julehilsen fra borgmester Karsten Thomsen
24. december 2025 - kl. 5:20 - af Jeanette Wildenhoft
Julen nærmer sig, og for mig bliver det en ganske særlig én. Det er min sidste jul som borgmester, og det giver anledning til at se tilbage på et år – og en tid – fyldt med oplevelser, møder og fællesskab.
Når jeg tænker på 2025, er der ét øjeblik, der står helt klart: Kongebesøget i august. Jeg husker tydeligt den stolthed, der fyldte byen, da vi tog imod Kongeparret. Det var ikke bare en festdag, det var et bevis på, hvad vi kan, når vi står sammen. Jeg glemmer aldrig synet af børn og voksne med flag i hænderne og de mange smil langs ruten. Det var en dag, der vil leve længe i vores fælles hukommelse.
Men året har også været fyldt med de små, men vigtige øjeblikke: samtalerne med jer borgere – på Torvet, på havnen, til møder, eller når vi tilfældigt mødtes. De snakke har givet mig indsigt, inspiration og ofte et godt grin.
Og så er der samarbejdet med erhvervslivet, som har været og er en hjørnesten i vores udvikling. Jeg har mødt dedikerede personer, der brænder for at skabe arbejdspladser og vækst, og det har gjort mig både stolt og taknemmelig.
Frederikshavn Kommune er et sted, hvor gæster skal føle sig velkomne. Fra den smukke natur til de hyggelige bymiljøer – turismen skaber liv, arbejdspladser og stolthed. Lad os fortsætte med at værne om det, for det er en vigtig del af vores fremtid.
Jeg husker en dag, hvor jeg stod på stadion og heppede på vores lokale fodboldhold. Vi var bagud, og stemningen var trykket – men så kom udligningen, og alle på lægterne eksploderede i jubel. Det mindede mig om, at fællesskab og tro på hinanden kan vende selv den sværeste kamp. Det gælder ikke kun i fodbold – det gælder også i politik og i hverdagen.
Jeg vil opfordre til, at man skal holde fast i den gode tone, også når vi er uenige. Vi lever i en tid, hvor meget foregår på sociale medier, og det er nemt at trykke på “send”-knappen uden at tænke sig om. Lad os finde en bedre måde at udtrykke os på. Vi kommer længst med respekt og dialog.
Nu giver jeg stafetten videre, men jeg tager minderne med mig fra det års tid, hvor jeg sad for bordenden. Tak for tilliden, for dialogen og for at gøre Frederikshavn Kommune til et sted, hvor fællesskab og optimisme går hånd i hånd.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår med håb om, at 2026 bliver et år med nye muligheder og stærke fællesskaber.
Karsten Thomsen
Borgmester
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julehilsen fra borgmester Karsten Thomsen' til en bekendt