Vinteridyl ved Den Gamle Købmandsgård i Sæby. Julelygterne på billedet er dem, Rode Andreasen lavede en tro kopi af
Jul i Sæby og minder fra Den gamle Købmandsgård
2. december 2025 - kl. 2:41 - af Jeanette Wildenhoft
Af Rode Andreasen.
Julen i den gamle købstad i Sæby har altid været forbundet med nostalgi, traditioner og hygge. Hvert år ophænges granranker med lys i gaderne og på husfacaderne i midtbyen. De sidste mange år har hjerter med lys prydet disse granranker.
For mange sæbynitter mindes sikkert de ikoniske røde julelygter, som indtil for omkring 20 år siden hang i gaderne og udsendte et varmt lys over gågadens besøgende. For mange er netop disse julelygter symbolet på barndommens jul- og julen i gamle dage. Historien om julelygterne går mange år tilbage.
Et juleeventyr i Den gamle Købmandsgård
En af byens driftige erhvervsfolk, Rode Andreasen, har sin egen historie at fortælle om netop disse julelygter – og om julen i Sæby, som den var for mere end 60 år siden:
Jeg startede som lærling i Den gamle købmandsgård i 1965. Efter købmand Johannes Jørgensen død overtog jeg mere eller mindre styringen af butikken, og det blev til 10 dejlige år i købmandsgården.
I 1976 valgte jeg at starte egen forretning – Sæby Storkøb. Butikken er i dag udlejet og drives som en flot Meny.
Jeg husker tydeligt tiden sidst i 60-erne, hvor jeg boede på loftet i Den gamle Købmandsgård. Det var her mit eventyr med at lave julelygter begyndte.
En levende handelsby
Købmandsgården havde dengang byens største udvalg i vine. Vi havde eneforhandling af Skjold Burne – vine, og hvem husker ikke “Den med tyren” – Danmarks mest solgt rødvin på 1.5 liters magnumflasker.
Vores nærmeste kolleger var købmand Jacobsen, som havde specialiseret sig i maling og købmand Nielsen- bedre kendt som “købmand Kaffepunch” – som havde byens største udvalg i kaffe.
I 1965 var Sæby en levende handelsby med et væld af specialbutikker: Flere cigarbutikker, urmagere, isenkræmmere, boghandlere, radioforretninger, skræddere, skomager, frisører, legetøjsbutikker, fiskeforretninger og mange herrer- og dametøjsbutikker. Dertil et væld af bagere og købmænd.
Når julelysene blev tændt
Julen startede i Sæby den første søndag i advent. Da blev de smukke gamle julelygter tændt. De hang i hele byen og skabte en fantastisk stemning- og mange husker dem sikkert endnu med varme minder.
I min tid i købmandsgården fik jeg ideen til at lave en kopi af de flotte julelygter- beregnet til indendørs brug. Jeg fremstillede dem i flamingo, skåret ud med en glødetråd og med en stjerne af cellofan.
Dertil lavede jeg også hjerter med sølvdrys, som glimtede, når lyset ramte dem. Jeg solgte julelygterne som dekoration til mange af byens forretninger.
Blandt andet købte Engelsk Beklædnings Magasin v. Tage Nielsen (det nuværende Kalhøj) ikke færre end 16 lygtesæt. Poul Dannesbo fra Sæby Guld & Sølv købte lige så mange.
Jeg havde også julelygterne med til en Skjold Burne juleudstilling i Herning, hvor jeg fik 20 ordrer med hjem. Det betød mange aftener og weekender med arbejde – men det var både sjovt og en sund og indbringende forretning.
Juletravlhed og hygge
Den første lørdag op til advent gik man i gang med at pynte ekstra op til jul. Samtlige butikker, når de lukkede kl. 12, brugte eftermiddagen til vi at lave de fineste udstillinger i forretningen – både på gulvene og i vinduerne.
Selvom butikkerne var lukkede om søndagen, summede byen af liv den første søndag i advent. Sæbynitterne og folk fra oplandet kom i hobetal for at opleve julestemningen. Der blev spillet julemusik i gaderne, mens folk trykkede næserne mod vinduerne og gik fra butik til butik for at få julegaveideer.
I butikkerne begyndte juletravlheden allerede i oktober og november, når de første julevarer kom hjem. Dengang vejede vi mange varer af på vægten – blandt andet chokoladekringler og kattetunger, som blev pakket i cellofanposer klart til kunderne. Købmanden sagde med et glimt i øjet:
“I skal huske at fløjte mens I står og vejer lækkerierne” – det var før selvbetjening kom til.
Julens varer dengang
Julens varer dengang var de klassiske: mel, sukker, sirup, nelliker og kanel til småkagerne. Juleappelsiner var en luksus, og vi solgte kun få kasser til jul hvert år.
Brændevin i halve flasker, sherry og portvin gik som varmt brød. Kaffekværnen kørte hele dagen, og duften spredte sig til hele forretningen.
Efter julebesøget hos os gik turen til bageren efter brød og til slagteren efter flæskesteg og leverpostej.
Vores åbningstider dengang var fantastiske set med nutidens øjne: mandag til torsdag kl. 8-17.30 fredag kl.8-20 og lørdag kl. 8-12
I butikken serverede vi julegløgg og æbleskiver- stemningen var noget helt særligt i december.
Vi pakkede hundredvis af gavekurve med vine, chokolade, cigarer til far.
Hele ugen op til jul sled vi fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Butikken og lageret bugnede af varer og gaver – klar til både firmaer og private kunder.
En særlig kunde
En af vores faste kunder var godsejer Arenfeldt fra Sæbygård. Han kom altid kørende ind gennem porten til købmandsgården i sin gamle folkevogn – og der var fart på! Han småløb altid ind ad bagdøren.
Han var en markant, rar og høflig mand – en af de mest dannede og hjælpsomme mennesker, jeg nogensinde har mødt.
Hvert år bestilte han omkring 100 æsker flotte Anton Berg chokolade, som vi skulle pakke smukt ind – hver med en personlig hilsen til hans mange tidligere ansatte.
Ingen blev glemt.
Når vi havde båret varerne ud i godsejerens bil, ønskede vi ham en glædelig jul med en hilsen til familien – præcis som vi gjorde med alle vores kunder.
Da man kunne parkere i gågaden
Dengang kørte kunderne op ad gaderne og parkerede lige uden for butikkerne – uden at få bøder eller skulle holde øje med tidsbegrænsninger.
I dag ser vi desværre mange steder med for få parkeringspladser, og hvor trafikken lukkes af til butikkerne. Det betyder, at midtbyerne står med tomme butikker og tomme gågader.
Parkering er og har altid været byens livsnerve – når kunderne ikke kan komme til forsvinder de.
Det burde ikke kræve en ph.d. i byplanlægning at forstå. Alligevel sidder der mange kloge “Åger” og beslutter at lukke gader og fjerne parkeringspladser.
Imens svigter kunderne – og butikkerne lukker en efter en. Hvis vi vil bevare vores bymidte, skal vi turde give kunderne adgang igen. Det starter med parkering.
En jul som i Matador
Jul dengang i Sæby mindede næsten som noget af tv-serien Matador. Juleaften holdt vi åben til kl. 12. Når vi endelig kunne lukke døren og tage hjem til familien i Allerup, var det med trætte ben – men vi var glade – og der var ingen der var stressede.
Min tid som købmand kan ses på skrift, billeder og video i forbindelse med bogen: Sæby købstads 500 års-jubilæum
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jul i Sæby og minder fra Den gamle Købmandsgård' til en bekendt