Illustrationsfoto
Halloween By Night
23. oktober 2025 - kl. 10:00 - af Jeanette Wildenhoft
Fredag den 31. oktober kan du komme til (u)hyggelig aftenshopping i Sæby, når byens butikker afholder Halloween By Night, og du kan denne dag handle indtil kl. 20.00.
Sæby Handel, som er arrangørerne bag Halloween By Night, sørger for at Torvet er uhyggeligt pyntet og stemningen sat med stemningsfyldt musik. De respektive butikker i midtbyen sørger ligeledes for Halloween-pyntede vinduer, ligesom udklædte børn kan hente slik i bytte for sætningen “slik eller ballade” i en række af butikkerne.
Fra kl. 16.30 – 17.30 vil skuespillere fra Sæby Scenen gå rundt i gågaden iført kostumer fra teaterstykket “Troldmanden fra Oz”, som kan opleves på Skovlyst i uge 44. Teaterstykket er lavet over filmen af samme navn fra 1939, som omhandler den forældreløse Dorothy, som bliver blæst til det farvestrålende land, Oz, hvor hun blandt andet møder en fugleskræmsel, en blikmand, en løve og en troldmand.
Du kan denne dag ligeledes deltage i en konkurrence om 1 gavekort pålydende 1.000 kr. samt 5 trækninger af 2 stk. billetter til forestillingen “Troldmanden fra Oz”. For at deltage skal du stemme på den butik, du mener er bedst eller mest uhyggeligt Halloween pyntet. Du finder din stemmeseddel ved siden af postkassen på scenen på Torvet. Når du har noteret dit svar og oplysninger på sedlen lægges den i postkassen og du er dermed med i lodtrækningen om de fine præmier.
Skulle den lille sult melde sig, kan du ganske gratis, mellem kl. 18.30 og 19.30, få en varm portion suppe med brød eller pølse med brød på Torvet. Maden serveres efter først til mølle-princippet.
Halloween By Night er den ideelle mulighed for at gøre et godt køb, for byens butikker sørger for (u)hyggeligt gode tilbud – så måske årets første julegaveindkøb skal gøres denne dag, inden julestressen for alvor sætter ind.
Så tag familien i hånden og kom til Halloween shopping i Sæby.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Halloween By Night' til en bekendt