Foredrag om Skibsgraffiti i Sæby kirke
23. september 2025 - kl. 10:00 - af Jeanette Wildenhoft
I aften kan du komme med til et spændende aftenforedrag i Sæby Kirke med Kystmuseets inspektør Jens Thidemann, der fortæller om de mange indridsede skibsbilleder i kirkens korstole – og hvem der i virkeligheden kan have lavet dem.
I mange år har byens latinskoledrenge fået skylden for de 52 detaljerede skibsbilleder, der er skåret ind i træværket. Men ny forskning peger i en helt anden retning og åbner for en fascinerende fortælling om 1600-tallets folketro og Sæbys maritime historie.
Korstolene i Sæby Kirke er kendt for deres smukke udskæringer, men ud over de officielle motiver findes også en række indskæringer, som i dag ville blive kaldt graffiti – og som nu betragtes som værdifulde kulturhistoriske vidnesbyrd.
I foredraget placerer Jens Thidemann skibsbillederne i en kulturhistorisk kontekst og undersøger, hvad de kan fortælle os om Sæby som søfartsby, og hvem der kan have stået bag. Det bliver en aften med nye perspektiver og overraskende indsigter.
Foredraget finder sted i Sæby Kirke i dag tirsdag den 23. september kl. 19.30 – 21.00.
Billetter til foredraget kan købes på Kystmuseet Sæby eller online via Kystmuseet.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag om Skibsgraffiti i Sæby kirke' til en bekendt