På udstillingen har de 13 fotografer hver en planche på 70x100 cm med tre eller fire af deres fotos. Her er det fotograf Heidi Maxmilings plancher af mennesker, som vi mødte på vores tur rundt i Kommunen.
Socialmødet med fotoudstillingen ”Fra Skygge til Lys”
2. september 2025 - kl. 3:10 - af Jeanette Wildenhoft
13 modige fotografer er værter på Socialmødet og viser deres fotos fra hverdagen med fernisering af fotoudstillingen ”Fra Skygge til Lys”.
Socialmødet – sammen om Sundhed & Trivsel afholdes for tredje år i træk i et samarbejde mellem Udsatterådet i Frederikshavn Kommune og Frivilligcenter Frederikshavn.
“Hele intentionen med Socialmødet er at råde bod på den manglende viden om mennesker på kanten, fordomme og diskrimination”, siger Ole Rørbæk, formand for Udsatterådet og fortsætter:
“Men det er bestemt også tænkt som en hyggedag for inviterede gæster fra kommunens støttecentre, forsorgshjem, behandlingscentre, væresteder etc”.
“I år har vi valgt at have fokus på afstigmatisering og har derfor lavet en fotoudstilling ”Fra Skygge til Lys” – vi bryder rammer og viser vores hverdag i billeder”, hvor 13 fantastiske mennesker har taget udfordringen op og har fotograferet deres hverdag med et engangskamera”, supplerer Mette Byrgesen Jensen, daglig leder af Frivilligcenter Frederikshavn.
De deltagende fotografer er meget forskellige – lige fra unge i foreningen Autisme på Toppen til brugere af skuret bag Rema ved Frederikshavn Station. Hver af fotograferne har en planche 70×100 cm med tre eller fire billeder på samt et sort/hvidt portræt 30×40 cm.
Fotoprojektet er lavet i samarbejde med fotograf Heidi Maxmiling og udstillingen har fernisering på Socialmødet, torsdag den 4. september kl. 13.00 – 16.00.
Program for socialmødet:
Kl. 13.00 – Velkomst ved Ole Rørbæk, formand for Udsatterådet, og Mette Byrgesen Jensen, daglig leder Frivilligcenter Frederikshavn
Kl. 13.15 – Musik med Flemming Christensen samt standene åbner, kig forbi og få information
Kl. 13.20 – Pølse-Mogens åbner ”HOTDOG’EN” og serverer lækre pølser med tilbehør
Kl. 13.45 – Oplæg om tanken bag udstillingen samt sofainterview med tre af ”fotograferne” om deres deltagelse i projektet. Journalist Marianne Isen interviewer.
Kl. 14.30 – Officiel åbning af udstillingen, hvor du kan møde ”fotograferne”
Kl. 14.45 – Musik med Flemming Christensen
Kl. 15.45 – Tak for i dag
Efter Socialmødet vil udstillingen ”Fra Skygge til Lys – vi bryder rammer og viser vores hverdag i billeder” blive flyttet til Frederikshavn Bibliotek.
”Socialmødet – sammen om Sundhed & Trivsel” er støttet af Velliv Foreningen samt bl.a. Spar Nord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Socialmødet med fotoudstillingen ”Fra Skygge til Lys”' til en bekendt