
Arkivfoto
Slagterigrunden rummer potentiale til en helt ny bydel
8. august 2025 - kl. 2:40 - af Jeanette Wildenhoft
Slagterigrunden midt i Sæby rummer potentiale for at udvikle sig til en helt ny bydel, der skaber en naturlig sammenhæng med købstaden.
Disse tanker fremsættes i den strategiske midtbyplan for Sæby, som er til offentlig høring frem til den 20. august.
Der peges på, at med en moderne arkitektur, der komplementerer byens historiske karakter, kan området bidrage til en dynamisk og fremtidssikret byudvikling, hvor nyt og gammelt mødes i en harmonisk helhed. Da området er så stort, må det forventes at udviklingen sker over tid, og det foreslås derfor, at der bør tages en helhedsorienteret tilgang for at sikre en sammenhængende og velfungerende bydel.
Efter virksomhedens lukning i 2023 står den 6 hektar store slagterigrund over for, hvad forslaget der i forslaget betegnes som en omfattende transformation.
Betydelige udviklingsmuligheder
Området, der ligger centralt i Sæby, er præget af store, utilgængelige bygninger, som skaber en barriere for fodgængere og gør det vanskeligt at vurdere arealets fulde omfang.
Med sin centrale placering rummer grunden betydelige udviklingsmuligheder. Strategisk udnyttelse af arealet kan omdanne området til et levende og integreret byområde, der styrker sammenhængen mellem eksisterende bydele og bidrager til en fortætning af Sæbys bymidte.
Erfaringer fra lignende projekter viser, at en kombination af boliger, erhverv og offentlige funktioner kan skabe en dynamisk og attraktiv bydel, der understøtter et aktivt byliv og forbedrer byens struktur.
Med inspiration fra tilsvarende projekter rummer grunden mulighed for at opføre mellem 20.000 og 30.000 m² ny bebyggelse – svarende til omkring 200–300 boliger samt erhverv og servicefunktioner.
Styrke byens økonomi
Fortætning i området ved slagteriet vil ikke blot imødekomme efterspørgslen på boliger. Det vil også styrke byens økonomi, skabe et mere sammenhængende byliv og gøre det muligt at understøtte grøn mobilitet og moderne infrastruktur.
Ved at udvikle midtbyens kerne, i stedet for at sprede byen yderligere, kan Sæby opnå en mere bæredygtig og velfungerende bystruktur.
Der bør skabes variation i bebyggelsen og grønne byrum, som fremmer både socialt liv og opholdsmuligheder.
Historiske elementer som det karakteristiske vandtårn kan fungere som identitetsskabende pejlemærker og sikre lokal forankring i det nye bybillede.
En fremtid for hele Sæby
Slagterigrunden er ikke blot en ledig grund – den er en mulighed for at skabe noget, der rækker langt ind i fremtiden.
Med den rette planlægning og ambition kan området blive et aktiv for hele Sæby. Det kan bidrage til en sund befolkningsudvikling, nye arbejdspladser, grønne løsninger og en stærkere og mere samlet midtby.
Det er en mulighed for at skabe et område, som både ærer fortiden og rummer fremtidens behov!
Midtbyplanforslaget foreslår bl.a., at der udarbejdes en omfattende investeringsprofil, som fremhæver områdets potentiale og fordelene ved at investere i udviklingen.
Der bør præsenteres klare og attraktive incitamenter for kommende investorer, herunder muligheden for offentlig-private partnerskaber.
Endvidere bør der implementeres grønne byggestandarder, ligesom anvendelsen af vedvarende energikilder bør fremmes.
Dertil kommer, at udviklingen af grønne områder og offentlige pladser, som skaber rekreative muligheder og øger områdets attraktivitet, bør fremmes.
Her kan ses hele forslaget: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/plan/124#/
Tekst: Per Rye
2 kommentarer til “Slagterigrunden rummer potentiale til en helt ny bydel” under annoncerne.




Der kan hentes inspiration fra Esbjerg, hvor en stor industrigrund blev bebygget med ældreboliger, almennyttige boliger og ejerboliger. Der er bibliotek, læger, tandlæger og andet sundhedspersonale. Fælleslokaler bruges af både familier, børn, ældre og foreninger. Vi har i Ældrerådet fået præsenteret Esbjergs løsning og vi var vildt begejstrede og ønskede noget tilsvarende kunne opføres på slagterigrunden. Ældrerådet har præsenteret det for social- og sundhedsudvalget. Problemet er formentlig Frederikshavn kommune ikke har penge til projektet. Kommunaldirektøren i Esbjerg sagde, at det var de bedste penge, de havde brugt. Prøv i det mindste at se hvad Esbjerg har gjort og spørg gerne kommunaldirektøren ud om projektet.
Jeg foreslår igen, at den meget store Bunker på Slagterigrunden, og Vandtårnet åbnes som en turistmagnet. I bunkeren laves et museum med historien om de mange Jøder og Modstandsfolk ( Aså Jens) der herfra blev sejlet til Sverige. Jeg ved at selv mange lokale ikke aner at Bunkeren er der,—- måske kunne en sjov legeplads begge stæder være tiltrækkende.