Landliggerfest i Lyngså den 15. – 18. august
18. juli 2024 - kl. 8:05 - af Jeanette Wildenhoft
Landliggerfesten i Lyngså finder i år sted den 15. – 18. august. Og som det har været en tradition siden 2005 – kun afbrudt af 2 corona aflysninger – spilles der revy.
I år er der fredag den 16. august lokalrevy i teltet. Det er muligt at købe billetter med en markedsbuffet til revyen – og der vil også være mulighed for alene at købe billet til revyen.
Billetter kan købes ved henvendelse til Bente Thomsen, tlf 20 86 59 12
Tilskuerne kan glæde sig til mange underholdende og sjove numre. Revyen spænder vidt lige fra kirke til får og geder. Der bliver rig mulighed for at få lattermusklerne rørt og selvfølgelig vil der være numre med musik, hvor tilskuerne kan nyde Jens Nørbjerg og Inge Nørbjerg Rasmussens musikalske evner.
Ud over Inge og Jens er der i år gensyn med Tina Therp og Ib Thomsen. Instruktionen er lagt i hænderne på de rutinerede Connie Thomsen og Michael Schioldan.
På billedet ses revyholdet, som i år består af Inge Nørbjerg Rasmussen, Tina Therp, Dorthe Nielsen, Bente Thomsen, Jens Nørbjerg, Polle Ottosen, Søren Sig Christensen og Ib Thomsen.
Revyholdet glæder sig til at fyre den af i teltet – og håber på at mange vil lægge vejen forbi til en hyggelig og underholdende aften.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Landliggerfest i Lyngså den 15. - 18. august' til en bekendt