
Den Skaldede Kok har fået nyt job hos Rold Gl. Kro
26. april 2024 - kl. 11:37 - af Jeanette Wildenhoft
Carsten Olsen, i folkemunde kendt som Den Skaldede Kok, har siden 2022 drevet restauranten Den Skaldede Kok – Sæby Søbad i Sæby Søbads centerbygning.
Lukning af Den Skaldede Kok- Sæby Søbad
Restauranten har siden sin åbning været populær blandt byens borgere og turister – og det kom derfor som et chok, da Den Skaldede Kok tidligere på året kunne meddele at restaurantens lejemål pr. 1/1 2025 ville ophøre.
Carsten Olsen pointerede dog, i et opslag på restaurantens Facebook side den 31. januar, at han ville fortsætte driften af restauranten indtil årets udgang.
Nyt job som leder af Rold Gl. Kro
Da udmeldingen om Restaurant Den Skaldede Koks lukning blev offentliggjort, havde Carsten Olsen ikke planer for, hvad hans professionelle fremtid måtte bringe.
Men nu kan Carsten Olsen løfte sløret for sit nye job. Den 1. maj starter Den Skaldede Kok nemlig som leder af Rold Gl. Kro – og Den Skaldede Koks kulinariske eventyr i Sæby har derfor snart nået sin ende.
Færdiggør sit arbejde i Sæby
Carsten Olsen understreger, at han selvfølgelig færdiggør sit arbejde i restauranten i Sæby – og bookede selskaber og arrangementer vil blive afholdt som planlagt.
”Jeg vil afslutte dette på en god måde, det skylder jeg mine kunder og byen”, siger Carsten Olsen, som bliver vemodig ved tanken om at skulle tage afsked med Sæby og dens indbyggere.
Endnu ingen dato for sidste åbningsdag
I skrivende stund er der ingen dato for sidste officielle åbningsdag for Den Skaldede Kok – Sæby Søbad. Men Carsten Olsen kan fortælle, at der vil blive afholdt selskaber i restauranten flere måneder frem – ligesom de populære Søndags Brunch arrangementer fortsat vil blive afholdt.
Når der sidste åbningsdag nærmer sig, vil dette blive annonceret på Den Skaldede Kok- Sæby Søbads Facebook side.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den Skaldede Kok har fået nyt job hos Rold Gl. Kro' til en bekendt