Børnedag i Sæby lørdag den 25. maj kl. 10.00 – 13.00
11. april 2024 - kl. 6:00 - af Jeanette Wildenhoft
Igen i år afholdes det populære arrangement, Børnedag ved Kulturøen i Sæby.
Der lægges op til leg, grin og underholdning når Sæby Bibliotek, Manegen og Sæby Svømmebad slår sig sammen om at lave en dag i børnehøjde.
Sæbygarden og Musikskolen åbner dagen
Arrangementet starter kl. 10.00 og Sæbygarden og Musikskolen sørger for at åbne dagen med fuld musik. Herefter vil de mindste kunne deltage i en lang række gratis aktiviteter.
Børnevenlige aktiviteter
Der er underholdning for børn i alle aldre til årets Børnedag. Blandt vil der være børneloppemarked, hvor byens børn og forældre sælger ud af legetøj, tøj, spil og meget mere. Derudover vil der være kreastationer på Sæby Bibliotek, gratis popcorn og en helt særlig børnemenu hos Sæby Svømmebad.
MuCirkus leverer musik, trylleri og gøgl
Fra kl. 11.00 – 12.00 underholder MuCirkus ved Michael Back med en underholdende blanding af musik, gøgl, trylleri, skæg og ballade fra sin campingvogn.
Michael Back formår at lave underholdning i børnehøjde – og involverer de mindste i sin forestilling med sang, musik og dans.
Så sæt kryds i kalenderen og deltag i en sjov og hyggelig dag i børnenes tegn.
Book en loppestand
Har du og dine børn ting i gemmerne, I kunne tænke jer at sælge på børneloppemarkedet, kan du booke en gratis stand ved at sende en mail til manegen@frederikshavn.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Børnedag i Sæby lørdag den 25. maj kl. 10.00 – 13.00' til en bekendt