
Venstre foreslår fokus på strategisk landsbyforskønnelse
7. april 2024 - kl. 8:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
“Når vi river noget ned, skaber vi rum for, at NYT LIV kan opstå”. Venstre peger på, at sådan står der i supplementet til Frederikshavn Kommunes handlingsplan for indsats mod forfaldne huse.
Venstre foreslår derfor, at Byrådet sætter fokus på “strategisk landsbyforskønnelse” bl.a. ved at inddrage Distriktsrådet. Sagen er i første omgang på dagsordenen for næste møde i Plan- og Miljøudvalget den 8. april som en initiativsag.
Siden 2014 har Frederikshavn Kommune anvendt nedrivningspuljen i Frederikshavn Kommune til nedrivning af faldefærdige ejendomme, hvor der har været lavet aftale med ejerne herom. Frederikshavn Kommune har ikke anvendt ordningen til at være proaktiv i forhold til at opkøbe faldefærdige ejendomme.
Venstre anmoder nu Byrådet om nærmere at se på “Strategisk landsbyforskønnelse – en bæredygtig indsats i Frederikshavn Kommune” i forhold til evt. ændring af kriterier og prioriteringer af nedrivningspuljens midler.
I tråd med strategien foreslår Venstre, at Frederikshavn Kommune skal gå i dialog med landsbyerne om at lave frivillige aftaler, hvor der indgås partnerskaber med disse om køb/overtagelse/vedligehold af arealer efter nedrivning. Partiet mener, at her kan landsbypedelordningen med fordel komme i spil.
Venstre ønsker en drøftelse ud fra disse punkter for Byrådets videre arbejde:
- at der sættes fokus på “strategisk landsbyforskønnelse”, herunder at inddrage Distriktsrådet i evt. ændring af kriterier og prioriteringer af nedrivningspuljemidler
- undersøger muligheder for partnerskaber med landsbyer om køb/overtagelse/vedligeholdelse af arealer efter nedrivning
- undersøger muligheder for anvendelse af landsbypedelordningen
- undersøger muligheder for, at ejerløse ejendomme i kommunen kan skifte status.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venstre foreslår fokus på strategisk landsbyforskønnelse' til en bekendt