Ung kvinde fastklemt efter solouheld på E45
16. februar 2024 - kl. 21:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På motorvej E45 mellem afkørsel 14 Flauenskjold og 15 Jyske Ås i sydgående retning skete der lidt før kl. 20 et uheld, som sendte de lokale deltidsbrandfolk fra Sæby op af sofaen.
Uheldet var et solouheld med en ung kvinde i bilen. Det oplyser Nordjyllands Beredskab.
– En ung kvinde kørte af vejen og ind i noget buskads, så vores opgave var at hjælpe ambulanceredderne med at komme til den tilskadekommende. Bilen var kilet fast mellem hegn og træer, så den unge kvinde måtte hjælpes ud via bagenden af bilen, fortæller indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen og fortsætter:
– Efter hvad jeg ved, er hun ikke i kritisk tilstand.
– Årsagen til uheldet kan være alt fra uopmærksomhed til dyr på vejen. Området her ved Dannerhøj er kendt for dyr på vejen, så det kan godt være, at man har forsøgt at undvige et dyr. Når man kører på motorvejen, går det jo hurtigt, slutter indsatsleder Jørgen W. Pedersen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ung kvinde fastklemt efter solouheld på E45' til en bekendt